EU får ændret dansk udvisningslov

Regeringen lemper udvisningsreglerne efter et brev fra EU-Kommissionen. Ifølge justitsministeren får det ingen betydning. Venstre mener, at regeringen stiller sig på de kriminelles side.

Artiklens øverste billede

Regeringen vil afskaffe en blot ni måneder gammel stramning af reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge.

Det sker efter en henvendelse fra EU-Kommissionen.

Stramningen trådte i kraft den 1. juli 2011 og betød, at de dømte nu skulle udvises efter afsoning af straffen, medmindre det »med sikkerhed« var imod internationale konventioner m.v.

Det vil sige, at hvis der var tvivl om, hvorvidt en udvisning var i strid med konventionerne, skulle tvivlen ikke længere komme den kriminelle udlænding til gode.

Vedkommende skulle kun have lov til at blive, hvis en udvisning »med sikkerhed« stred mod f.eks. retten til familiens enhed eller forbuddet mod tortur.

Bekymring i EU

Loven blev vedtaget af VKO-blokken samt S og SF. Men i januar i år skrev EU’s justitskommissær, Viviane Reding, til justitsminister Morten Bødskov (S), at hun var »bekymret« for, om stramningen var i strid med EU’s fri bevægelighed.

Bødskov svarede i februar, at reglerne ville blive ændret, og det sker nu. Et nyt lovforslag fjerner udtrykket »med sikkerhed« fra loven.

»Jeg har på baggrund af henvendelsen valgt at få vurderet spørgsmålet på ny og har så vurderet, at det er nødvendigt med denne lovændring,« forklarer Morten Bødskov, som tilføjer, at stramningen i hans øjne var symbolpolitik uden effekt.

Flere udvisninger

Den fremtrædende højesteretsadvokat Michael Juul Eriksen siger, at stramningen har ført til flere udvisninger.

»Det er helt klart slået igennem,« siger han.

Daværende integrationsminister Søren Pind (V) fik i sommeren 2011 stramningen igennem.

»Jeg er dybt rystet over, at regeringen nu tager de kriminelle udlændinges parti,« siger Søren Pind, som ikke forstår, at regeringen fjerner stramningen for alle udlændinge og ikke blot EU-borgere.

»Jeg er også rystet over, at justitsministeren ligger under for en skrivelse fra EU-kommissæren al den stund, at det primært er ikke-EU-borgere, vi taler om.«

Institut for Menneskerettigheder og foreningen af forsvarsadvokater glæder sig derimod over, at stramningen forsvinder.

  • Flere kommentarer og interview med justitsministeren i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
  • Få digital adgang til artiklerne. Find det abonnement, der passer dig. Klik her.
null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen