JP-analyse: De hårdtarbejdende i centrum
Både Socialdemokratiet og Venstre vil kæmpe om lønmodtagernes gunst i 2012.
Den almindelige hårdtarbejdende lønmodtager er udset til en hovedrolle i den politiske kamp i 2012.
Det står klart med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale og en nytårsoffensiv fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
Fortsat værdidebat
I nytårstalen lagde Thorning op til at fortsætte værdidebatten om ret og pligt og et opgør med krævementaliteten.
»Jeg har dyb respekt for mennesker, der hver dag går på arbejde og forsørger sig selv og deres familie. Danmark er bygget af hårdtarbejdende mænd og kvinder,« sagde Thorning i talen.
Løkkes rundrejse
Lars Løkke Rasmussen markerer nytåret med en kampagne i de regionale dagblade over hele landet. I store annoncer slår Løkke netop på almindelige lønmodtageres angst for, at deres job skal forsvinde.
Kampagnen bygger på de erfaringer, Lars Løkke Rasmussen har haft på en større rundrejse til danske virksomheder.
»Alle steder er jeg blevet mødt med en enorm utryghed og bekymring over, om nye skatter og afgifter får arbejdspladser til at forsvinde,« som Løkke skriver i annoncen, der med overskriften »Afgifter eller arbejdspladser« er et tydeligt varsel om den linje, Venstre vil køre efter i den kommende tid.
Kampgejst i Venstre
Rundrejsen har - ligesom meningsmålingerne - givet Lars Løkke Rasmussen og Venstre ny kampgejst. Og kampen vil altså først og fremmest stå om, hvem der er bedst til at sikre job.
I kampen om den almindelige og hårdtarbejdende danskers gunst risikerer Helle Thorning-Schmidt i særlig grad at stå splittet mellem De Radikale, der går efter omfattende reformer af kontanthjælp og markant lavere skat på arbejde og et i forvejen presset SF, der i den debat vil blive endnu mere presset fra venstre af Enhedslisten.
Parti for de arbejdsløse
For mens S og V kæmper om lønmodtagerne, går Enhedslisten målrettet efter at være partiet for de arbejdsløse, som også SF traditionelt har haft fokus på.
I det hele taget havde Thornings nytårstale med økonomisk krise-peptalk og fokus på ret og pligt mere appel til S-R-alliancen i regeringen end til det ekstra kriseramte SF.
Men ikke meget af den genstart af regeringens projekt, som mange i Thornings bagland på forhånd havde forventet og håbet på.