Thorning-Schmidt afviser europæisk jobpagt
EU får ingen jobpagt, og andre lande skal ikke lave kickstart af deres økonomier, fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forud for overtagelsen af EU-formandskabet den 1. januar.
Europagtens totale fokus på slankere statsbudgetter har ellers fået brede dele af den socialdemokratiske bevægelse til at kræve pagten suppleret af en målrettet indsats for flere job.
I sidste uge efterlyste fagbevægelsen en decideret jobpagt på tværs af EU-landene, men det afviser statsministeren.
»Ingen lande i Europa kan magte det i øjeblikket. Jeg vil meget gerne have, at vi får sat gang i vækstinitiativer i Europa. Men jeg er helt overbevist om, at det første, vi skal gøre, er at få styr på euroen og få renten ned. Det vil i sig selv være efterspørgselsskabende. Derefter kan vi – når der bliver råd til det i de sundere økonomier – gå i gang med konjunkturpolitik,« siger Helle Thorning-Schmidt, der mener, at kun Danmark har råd til en kickstart, fordi de fleste andre EU-lande har en mere usundere økonomi.
Ros af flere ordførere
Ideen om en jobpagt har ellers fået ros af både S og SF’s EU-ordførere, ligesom europaminister Nicolai Wammen (S) har opfordret andre EU-lande til at »lære af Danmarks gode erfaringer med en økonomisk kickstart«.
Socialdemokraternes egne regnedrenge i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fastholder også, at der er mange job at hente gennem koordinerede vækstinitiativer i EU.
»Det er rigtigt, at de sydeuropæiske lande ikke har spillerum til noget, der ligner den danske kickstart. Men derfor kan det godt gavne 8 europæisk økonomi, at lande, som har luft til det, gør noget mere for at skabe vækst og beskæftigelse. EU-landene er forbundet som ærtehalm, og det er vigtigt, at vi samarbejder,« fastholder Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Ikke råd til at lade være
Dansk Metal undsiger også statsministerens logik.
»Der er lande, som har råd, og Europa har ikke råd til at lade være. Thorning har som formand et ansvar, og vi havde håbet, at hun ville bringe en jobpagt ind i debatten om formandskabet,« siger Jens Boe Andersen, EU-chef i Dansk Metal.
Helle Thorning-Schmidts tilgang til den europæiske krise bryder ligefrem med den socialdemokratiske ånd, mener Dennis Kristensen, formand for FOA.
»Det er ærgerligt og i dårlig tråd med den socialdemokratiske ånd, at vi kaster håndklædet i ringen og ikke bruger formandskabet til at trække Europa i en anden retning,« siger han.
Specifik ambition
SF’s EU-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, minder også statsministeren om, at der i regeringens plan for EU-formandskabet er nedfældet en specifik ambition om at skabe arbejdspladser.
»Jeg kan godt se, hvad Thorning mener. Vi kan ikke påtvinge andre lande en 8 bestemt model. Men det betyder ikke, at vi ikke godt kan diskutere det,« siger siger Lisbeth Bech Poulsen og tilføjer:
»Europagten er nødvendig. Men indsatsen skal gå på to ben.«
Før Thornings melding har tidligere S-formænd kritiseret EU’s stramme økonomiske linje. Poul Nyrup Rasmussen har kaldt den »konservativ« , mens Folketingets formand, Mogens Lykketoft, har advaret om, at ensidig nedskæringspolitik kan forværre krisen.
Læs stort interview i dag med statsminister Helle Thorning-Schmidt i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Er det i det hele taget en fælles sag for EU at skabe beskæftigelse, eller er det op til de enkelte lande selv at gøre det?