Søvndal nægter at møde Tibets leder
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) kritiseres for at lade embedsmand tage imod Tibets politiske leder
Der bliver ingen rød løber eller håndtryk fra den danske udenrigsminister Villy Søvndal (SF), når Tibets politiske leder Lobsang Sangay på fredag kommer til Danmark.
S-R-SF-regeringen har nemlig afvist at mødes officielt med Tibets premierminister for ikke at støde Kina, som er skarpe modstandere af, at vestlige regeringer officielt mødes med tibetanske ledere.
Forskel
I stedet bliver det chefen for Udenrigsministeriets Asienkontor, Martin Bille Hermann, som skal tage imod Lobsang Sangay på regeringens vegne.
"Der er forskel på Sangay og den tidligere leder Dalai Lama, som var både åndelig og politisk leder. Ham her er politisk leder, derfor mødes vi på embedsmandsniveau.
Han kommer og besøger en række europæiske lande, og vores linje er ligesom deres. Når der er tale om en leder af et politisk mindretal, tager vi ikke officielt imod dem. Det ville være helt usædvanligt," siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
Forhold til Kina
Han erkender, at forholdet til Kina spiller ind i overvejelserne om at afvise et officielt møde.
"Vi bestemmer selv, på hvilke niveauer vi mødes. Det sagde jeg også til den kinesiske udenrigsminister, da han var i Danmark. Men det er klart, at vi har et ønske om at have et ordentligt forhold til Kina. Vi har valgt, at det er lederen af Asienkontoret, en ledende embedsmand, som skal møde ham," siger Villy Søvndal.
Skarp kritik fra DF
Den beslutning bliver mødt med skarp kritik fra DF's leder Pia Kjærsgaard, som mener at Villy Søvndal "lefler" for Kina, som i 1950 besatte Tibet.
"Han lægger sig fladt ned på maven, og det synes jeg er meget, meget skuffende. Man er jo også nødt til at sige til Kina, at det er os selv, der bestemmer, hvordan vi skal agere i denne sammenhæng, og det gør man ikke, man lader Kina diktere, hvordan Danmarks udenrigspolitik skal være, og det synes jeg er forkasteligt," siger Pia Kjærsgaard, som samtidig beskylder SF for at løbe fra partiets tidligere pro-tibetanske holdning.
"Da SF stadig var SF, havde man en helt anden holdning. Men den er altså pure forsvundet som dug for solen, efter at han er blevet udenrigsminister, og det synes jeg er sølle," siger Pia Kjærsgaard.