Venstre: Krig mod Iran kan blive nødvendig
Spørgsmålet om hvorvidt Danmark skal følge USA i et eventuelt angreb mod Iran, skaber dyb splid i Folketinget.
Det iranske præstestyre er så farligt, at det kan finde på at bombe europæiske storbyer med atomvåben. Derfor kan et væbnet angreb mod Iran i sidste ende blive en nødvendighed, mener Venstre, som stik modsat regeringen lægger op til, at Danmark kan støtte USA i en eventuel krig mod Iran.
»Et angreb kan sagtens blive en nødvendighed i sidste ende,« siger udenrigsordfører Søren Pind (V).
Venstre erklærer sig samtidig parat til at bryde med den brede enighed om udenrigspolitikken, som i de seneste 25 år kun har været afbrudt af Irak-krigen, hvor et smalt flertal bestående af VK-regeringen og DF besluttede, at Danmark skulle deltage i USA's krig mod Saddam Hussein.
Søren Pind er lodret uenig i S-R-SF-regeringens blanke afvisning af enhver tanke om dansk deltagelse i et eventuelt angreb på Iran.
Angreb under overvejelse
USA, Israel og Storbritannien overvejer ifølge kilder i internationale medier i øjeblikket muligheden for et angreb, som skal forhindre iranerne i at få atomvåben.
FN's atomenergiagentur slog i sidste uge officielt fast, at præstestyret er i gang med at udvikle atomvåben. Og derfor er Iran allerede nu et legitimt mål for en militær aktion, mener Venstre.
Søren Pind kalder styret i Iran »farligere end Saddam Hussein var«.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) angriber Venstre for ville indlede en krig på et falsk grundlag.
»Hvis man hver gang, når man møder et problem her i verden, har et standardsvar, der hedder »så angriber vi«, risikerer man at gentage tragedien fra Irak,« siger Villy Søvndal.
Regeringen har på forhånd blankt afvist, at Danmark kan komme til at støtte et eventuelt angreb.
Ifølge Villy Søvndal vil en nålestiksoperation forværre den højspændte situation.
»Et angreb løser ikke problemet. Det udsætter i bedste fald problemet. I så fald får man alle de negative konsekvenser. Terrorgrupper vil udnytte det, og regimet vil få øget opbakning,« siger han og understreger, at Danmark i stedet skal presse på for nye sanktioner mod Iran.
DF: Nålestik er løsningen
Dansk Folkeparti støtter et angreb på Iran. Men det bliver uden aktiv dansk deltagelse, siger udenrigsordfører Søren Espersen.
»Et britisk eller amerikansk nålestiksangreb er den bedste løsning, fordi sanktioner og pres har vist sig ikke at virke. Danmark kan ikke deltage, men kun tilbyde moralsk støtte, fordi det vil tage alt for lang tid at få Folketinget til at godkende et angreb, og så er overraskelsesmomentet væk,« siger Søren Espersen.
»En brøler af Søvndal«
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, er et snarligt, vestligt angreb på Iran usandsynligt.
»Udenrigspolitisk er det en taktisk brøler af Villy Søvndal at afskrive sig muligheden for et angreb på forhånd. Og jeg har svært ved at se, at danske politikere skulle fordømme USA, hvis det angriber Iran. Men det er spekulationer, fordi der er ingen reelle indikationer på, at USA vil angribe,« siger han.
Den iranske ambassade afviser i et skriftligt svar, at landet arbejder på at udvikle atomvåben og advarer Danmark og Vesten mod at angribe landet.
»Krigsherrerne (i Vesten, red.) skal ikke være i tvivl om Irans evner til at forsvare sig og de væbnede styrkers parathed til at besvare enhver aggression,« skriver ambassaden.