- Opdateret 18/05/2011 kl. 20:23
Skattefradagsaftale er på plads
Ny aftale giver danskerne skattefradrag for boligforbedring og hushjælp.
En aftale om skattefradrag ved boligforbedringer og hushjælp er onsdag aften faldet på plads mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
Initiativet er en del af regeringens bebudede vækstpakke, og intentionen er blandt andet at minimere omfanget af sort arbejde.
Billigere istandsættelse
"Jeg er overbevist om, at ordningen vil lette mange travle familiers hverdag og samtidig skabe vækst og beskæftigelse i serviceerhvervene," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i forbindelse med offentliggørelsen.
"Når hjælp og istandsættelse i hjemmet bliver billigere, vil færre fristes til at vælge at få udført arbejdet i hjemmet sort eller gøre det selv," tilføjer han.
Også Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen og Dansk Folkeparti står bag den nye aftale.
"Ordningen vil gavne små og mellemstore danske håndværkere, der måske har stået lidt udenfor. Nu skal også den polske håndværker betale skat i Danmark, så de er sidestillet," siger DF-formand Pia Kjærsgaard
Den såkaldte bolig-job-plan giver danskerne mulighed for at få et skattefradrag, der svarer til et tilskud på ca. en tredjedel af lønudgiften til diverse opgaver i hjemmet.
15.000 kroner om året
Støtten kan dog maksimalt udgøre 15.000 kroner årligt pr. person, og aftalen kommer til at træde i kraft inden sommerferien.
Skattefradraget til hushjælp og forbedringer i hjemmet skal støtte håndværksfagene, som også i 2009 blev begunstiget med den såkaldte renoveringspulje.
Dengang blev 1,5 mia. kroner sat af, så danskerne kunne få tilskud på op til 15.000 kroner på diverse byggeopgaver.