Efterlønsaftale åbner op for skattefidus
Danskerne kan få en skattefri udbetaling af deres efterlønsbidrag, hvis der handles snart.
Efter flere ugers forhandlinger i Finansministeriet er tilbagetrækningsreformen faldet på plads.
De tre hovedpunkter er en ny efterlønsordning, en fremrykning af velfærdsaftalen og en særlig seniorførtidspension.
Væsentlig ændring
Aftalen giver samtidig mulighed for skattefri udbetaling af ens efterlønsbidrag.
Det kræver dog, at man udmelder sig af ordningen i 2012, fremgår det af forligsteksten.
”Vi er enige om, at denne aftale er en væsentlig ændring efterlønsaftalen. Derfor har vi aftalt, at mennesker, der ønsker at udtræde af efterlønsordningen og ikke mere ønsker at være medlemmer, kan få deres indbetalinger udbetalt skattefrit,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen og tilføjer:
”Så kan man jo gøre op med sig selv, om man vil fortsætte eller om man vil have pengene udbetalt og eventuelt bruge dem på en pensionsordning eller bruge dem på anden vis.”
"Et godt tilbud"
Ifølge privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank kan danskere, der har indbetalt til efterlønnen, ende med at lave en glimrende forretning, hvis de beslutter at trække pengene ud af ordningen igen.
"Det er et godt tilbud, forstået på den måde, at dengang man indbetalte pengene til efterlønnen, så kunne man trække dem fra i skat. Og når man så kan trække dem ud igen uden at betale skat, så har man lavet en rigtig god forrentning," siger han til Ritzau.
Økonomen understreger dog, at det beror på en individuel vurdering, hvorvidt det fortsat er attraktivt at være med i efterlønnen.
Deltag i debatten: Efterlønsreform: Et nødvendigt onde?
LÆS OGSÅ: Her er konsekvenserne af efterlønsordningen
LÆS OGSÅ: Historisk efterlønsaftale er på plads