- Opdateret 11/05/2011 kl. 12:39
Små sygehuse pludselig i spil igen
Drøftelser om fremtiden for sygehusene i Næstved, Svendborg og Holstebro igen på bordet.
Per Ørum Jørgensen er klar til at støtte regeringen og Dansk Folkepartis plan om at genindføre grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.
Men Kristendemokraternes eneste folketingsmedlem – også kendt som regeringens 90. mandat – vil nu forhandle om at sikre fremtiden om de små sygehuse i Næstved, Svendborg og Holstebro.
»Jeg vil have fjernet udløbsdatoerne, så de tre sygehuse kan fortsætte - selvom de nye supersygehuse er bygget,« siger Per Ørum Jørgensen til jp.dk.
Møde senere i dag
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger skal der være drøftelser om disse krav i den kommende tid.
Per Ørum Jørgensen vil desuden have mål for brugen af telemedicin, og han har bedt om beregninger for, hvad det betyder økonomisk, hvis man bevarer akutfunktionen på sygehuset i Holstebro.
Regeringen har tidligere pure afvist Per Ørum Jørgensens krav, men har brug for hans stemme til at sikre flertal til flere forslag fra Dansk Folkeparti.
Behøver ikke lov
Disse forslag diskuteres sideløbende - men ikke samtidig - med forhandlingerne med De Radikale og Dansk Folkeparti om beskæringer på efterlønnen og fremrykning af pensionsalderen.
Forhandlingerne om tilbagetrækningsreformen er foreløbig udskudt på ubestemt tid.
Regeringen vil kunne genindføre grænsekontrollen uden at skulle vedtage en lov i Folketinget. Det kan ske ved hjælp af et såkaldt aktstykke i finansudvalget, erfarer Jyllands-Posten.
LÆS OGSÅ: Nu kommer grænsekontrollen tilbage