DF kræver penge til Omniscan-ofre
Dansk Folkeparti vil oprette en særpulje til personer, som blev invalideret af kontraststoffet Omniscan.
Ofre for fejlbehandling med kontraststoffet Omniscan skal have dækket deres udgifter til fysioterapi og medicin. Det mener Dansk Folkeparti, som vil oprette en særpulje til Omniscan-ofrene.
Ofrene kan i forvejen søge erstatning gennem Patientforsikringen, men patienterne bør også få dækket ekstraudgifter til genoptræning efter fejlbehandlingen, mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.
- Jeg tænker på udgifter til fysioterapi, medicin og andre sygdomsrelaterede udgifter. Det er jo ikke rimeligt, at patienter skal sidde ekstra hårdt i det på grund af en sygdom, som de dybest set har fået, fordi Lægemiddelstyrelsen begik en fejl, siger Liselott Blixt.
Hun sammenligner sagen med blødersagen, hvor der også efterfølgende blev oprettet en økonomisk særpulje.
De alvorlige skader på nyrepatienter opstod, da patienter generelt fik tredoblet dosis af kontrastmidlet Omniscan for at få et bedre billede ved skanning. Nyrepatienter kunne ikke tåle den større dosis og blev endnu mere syge.
I sidste uge konkluderede en uafhængig advokatrapport, at Lægemiddelstyrelsen begik grove fejl og forsømmelser i sagsbehandlingen.
Ifølge Liselott Blixt er sundhedsminister Bertel Haarder (V) imod forslaget, men Dansk Folkeparti fastholder alligevel kravet over for regeringen.
- Det er jo en grotesk sag. Det er ikke bare lægesjusk, men landets højeste sikkerhedsforanstaltning for brug af medicin, Lægemiddelstyrelsen, som har taget fejl. Derfor skal der tages ekstraordinært hensyn til de nyrepatienter, som er blevet skadet af denne fejl, siger hun.