Dyresex og foie gras i finanslovsforhandlingerne
Christian H. Hansen og hans parti Fokus har et forbud mod dyresex på listen over krav til finanslovsforhandlingerne.
Når forhandlingerne om næste års finanslov går i gang, kan regeringen ikke bare forhandle med Dansk Folkeparti. For VKO har i dag kun 89 mandater og mangler altså et.
Det sidste mandat kan leveres af Liberal Alliance eller af en af Folketingets løsgængere. En af dem er Christian H. Hansen, der med sit parti fokus har dyrevelfærd som en af sine vigtigste mærkesager.
Liste med krav
I de seneste dage har det givet genlyd i pressen, at Christian H. Hansen blandt sine krav til finanslovsforhandlingerne har et forbud mod dyresex og mod import af foie gras.
”Jeg har sendt en liste ud, som indeholder en masse punkter, og så har jeg også skrevet et par ufinansierede ting på. Og så er der nogle mennesker, som hiver det frem og skriver, at det er vores mærkesager. Alene for at gøre grin med Fokus,” siger Christian H. Hansen, der påpeger, at han har mange andre krav på sin liste.
Blandt dem er mere støtte til psykologhjælp, et opgør med tvangsaktivering og hjælp til enlige mødre, så de kan få deres børn passet ved sygdom.
”Og så er det rigtigt, at vi også har skrevet det her om sodomi og om foie gras, og at vi ønsker, at hundeloven bliver ophævet. Men det har bare været sådan nogle små ting, som har stået under noget, der ikke koster penge.” siger Christian H. Hansen.
"Ikke unormalt"
Men hvad har dyresex og foie gras med finansloven at gøre?
”Hvad har en stramning af 24-års reglen til en 28-års regel med finansloven at gøre? Det er jo ikke unormalt, at der er nogen, der kommer og stiller nogle andre krav til finansloven, som måske ikke umiddelbart har med finansloven at gøre. Det har vi jo set i ganske mange år”.
”Og det er rigtigt, at det ikke direkte har noget med finansloven at gøre, men vi har bare sagt, at det var nogle ting, som vi også godt kunne tænke os, at der blev lavet en løsning for. Og der er efterhånden blevet en tradition for, at man godt kan komme med sådan nogle ønsker, og hvorfor skulle vi så ikke også gøre det?.”
Så det er noget du har lært i DF?
”Næh, jeg ved ikke, om det er i Dansk Folkeparti, jeg har lært det, men det er bare sådan, det har været de seneste ti år. Så jeg kan ikke se, at der er noget unaturligt i det - overhovedet.”
"Journalister gør grin med det"
Er du ikke med til at gøre politik useriøst ved at blande dyresex og foie gras ind i finansloven?
”Nej, altså nu kan det godt være, at der er nogen, der synes, at lige de her mærkesager er useriøse. Jeg har jo heller ikke sagt, at det her er hovedpunkter overhovedet. Det er der bare nogle journalister, der gerne vil gøre det til og lave lidt grin med det, men det må jo så stå for deres egen regning”.
Du forlod DF, fordi det handlede for meget om indvandrere og for lidt om substans - er dyressex og foie gras dit bud på substans?
”Mit bud på mere substans er, at vi får løst det her med aktivering, at vi får gjort noget for børnefamilierne og for enlige mødre, og at vi får psykologhjælp ind over sygesikringen. Det er mere substans. Og så har jeg bare taget nogle andre ting med, som vi også gerne vil snakke om, hvis der bliver mulighed for det”.