Danskerne: Hæv skatten

Vælgerne tror ikke på regeringens plan om, at vi kan spare os ud af landets problemer.

Artiklens øverste billede

Trods verdensrekord i skattetryk foretrækker en stor del af danskerne yderligere skattestigninger frem for besparelser i den offentlige sektor.



Godt 40 pct. mener, at vi skal løse de økonomiske problemer ved at hæve skatten, når landet om få år vil komme til at mangle penge, fordi antallet af ældre vokser samtidig med, at antallet af erhvervsaktive falder.



Det viser en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for Morgenavisen Jyllands- Posten.

Bekymret finansminister

I valget mellem de tre økonomiske løsninger - skattestigninger, reformer og besparelser - foretrækker de fleste skatteforhøjelser, mens næsten 29 pct. peger på en afskaffelse af efterlønnen og kun knap 17 pct. på offentlige besparelser som løsningen.



Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) finder det bekymrende, at danskerne peger på skattestigninger:



»Det er den helt forkerte medicin at anvende. Øgede skatter og afgifter vil fordyre vore varer og forhindre, at vi igen kan få højere beskæftigelse.«

»Paradoks«

Økonomer advarer også mod skattestigninger, mens sociolog og livsstilsekspert Henrik Dahl kalder danskernes skattelyst for et »paradoks«.



»I USA bliver øgede skatter betragtet som tyveri, men herhjemme er der er en kolossal tilslutning til den skattefinansierede velfærdsmodel - og der er åbenbart ingen grænser for, hvor meget vi vil betale,« siger han.



Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, konkluderer, at folk ønsker velfærd frem for skattelettelser:



»Folk vil gerne betale for at kunne bevare en ordentlig velfærd.«

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen