Brian M.: Forkert at privatisere
Staten skulle hverken have solgt Københavns Lufthavne eller telenettet, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K): »Vi skal tænke os godt om, før vi sælger flere selskaber.«
Både Københavns Lufthavne og TDC's kobberkabler er så vitale dele af samfundets infrastruktur, at de aldrig skulle havde været solgt til private, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Staten solgte i 1998 hele det daværende Teledanmark - og få år senere broderparten af lufthavnen - til kapitalfonde.
»Når man sidder i en kapitalfond, tænker man ikke på den danske stats ve og vel. Så tænker man på sine aktionærer,« siger han.
Derfor skiftede han mening
Erfaringerne med de to privatiseringer, bl.a. med stridighederne om andre aktørers adgang til telenettet og beskyldninger om høje priser og lange køer i lufthavnen, har gjort ministeren skeptisk:
»Jeg har tidligere været ihærdig tilhænger af at privatisere mest muligt. Det er jeg ikke mere. Både af praktiske årsager, men også fordi jeg mener, at der er nogle ting, som er vigtige for staten at have indflydelse på.«
I regeringsgrundlaget fra 2001 står der ellers, at regeringen skal »gennemgå alle statslige aktieposter med henblik på et salg«. Direkte adspurgt, om de varslede privatiseringer af Dong, DSB og Post Danmark bør genovervejes, svarer ministeren:
»Nu må vi se, hvad der sker med finanskrisen. Det er vidt forskellige cases fra selskab til selskab. Men vi skal tænke os godt om.«
S er overrasket
Finansordfører Morten Bødskov (S) er overrasket:
»Det skaber total forvirring om regeringens politik,« siger han og vil nu indkalde både Brian Mikkelsen og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd.
Eksperter i privatisering er overraskede over meldingen fra ministeren, men er enige.