Lene Espersen kaldes barnlig

Socialdemokraterne og SF beskylder økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) for at have fået et tilbagefald til blokpolitik og barnlig trods.

Artiklens øverste billede
Økonomiminister Lene Espersen (K) vender i barnlig trods tilbage til blokpolitik, mener SF og Socialdemokraterne. Foto: Tobias Selnæs Markussen/Polfoto

De to skuffede oppositionspartier er sat uden for døren efter at have siddet med ved bordet, da der blev forhandlet støttekroner til bankerne. Der er ikke længere stole til dem, hvis og når der skal forhandles penge til skoler, plejehjem og kloakker med en vækstpakke, der skal sætte gang i økonomien.

SF-formand Villy Søvndal troede, at regeringen havde indset det kloge i at have SF med, når landet er i krise. SF var ikke med ved den første bankpakke sidste år.

- Det er ligesom, når børn vender tilbage til trodsalderen. Hun stamper igen i gulvet og siger, at de ikke må være med, siger Søvndal om Lene Espersen.

Den socialdemokratiske finansordfører, Morten Bødskov, kan også styre sin begejstring.

- Lene Espersen er tilbage i sin vante position, hvor det først og fremmest er blokpolitikken, som dirigerer regeringens handlinger, siger Bødskov.

Økonomi- og erhvervsministeren siger, at finanslovpartierner Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti, og Liberal Alliance står forrest, når der skal forhandles offentlige investeringer.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen