Investeringer skal få skatteaftale i hus

Regeringen satser på at få S og DF med i en skattereform ved at lokke med offentlige investeringer i renovering af skoler og plejehjem.

Artiklens øverste billede

For første gang åbner statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at kæde forhandlinger til februar om skattereform og offentlige investeringer sammen.

Det skal ses som en direkte imødekommelse af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der i flere uger har krævet, at offentlige investeringer for milliarder af kroner i renovering af skoler, plejehjem og infrastruktur rykkes frem. Ledigheden er faretruende på vej op, og det er baggrunden for, at investeringer i offentligt byggeri skal sparke gang i beskæftigelsen og dansk økonomi, der styrer mod recession og underskud på statens budgetter.

»Det er naturligt at se de to ting sammen,« sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om sammenkoblingen mellem skattereform og offentlige investeringer, da han i går deltog i debat med DF’s formand Pia Kjærsgaard og den radikale leder Margrethe Vestager på de radikales nytårsstævne.

Den konservative økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen bakker statsministerens melding op.

»Vi ønsker en ambitiøs skattereform, der sætter skatten på arbejde ned. Det er klar hovedprioritet for Konservativt Folkeparti, at det ender med et flot resultat. Politisk tror jeg, at det vil være klogt med en sammenkobling, så vi også ser på offentlige investeringer. Kombinationen kan være med til at holde hjulene i gang, så dansk økonomi ikke går i stå,« siger Lene Espersen.

Mere fremkommelige

Hun siger direkte, at skatteforhandlingerne med DF og S bliver mere fremkommelige med penge til offentligt forbrug på bordet.

»Fordelingspolitik giver traditionelt anledning til meget store politiske slagsmål på Christiansborg. Derfor tror jeg, at det er klogt med en sammenkobling, så den fordelingspolitiske debat bliver mindre hidsig,« siger Lene Espersen.

Men Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, er chokeret over Lene Espersens vurdering:

»Jeg tror næsten ikke mine egne ører. Jeg kan ikke forestille mig, at folkepensionister skulle blive mere tilfredse med fordelingsprofilen i en skattereform, fordi der bliver sat gang i en Femernbro eller andre offentlige investeringer. Regeringen slipper ikke uden om en socialt afbalanceret skattereform, selv om der skal forhandles en vækstpakke samtidig,« fastslår Thorning.

Hun er samtidig skeptisk over for at koble forhandlinger om skat og offentlige investeringer sammen.

»Vi kan teknisk godt forhandle det i samme lokale, men problemet er, at en vækstpakke med offentlige investeringer haster rigtig meget. Til gengæld skal en skattereform være grundig og gennemarbejdet og gerne holde de næste 20 år, så det arbejde må gerne trække længere ud,« siger Thorning.

Hurtige forhandlinger

Pia Kjærsgaard mener, at det er fornuftigt med hurtige forhandlinger om skattereform og offentlige investeringer.

»Vi skal ikke genåbne de kommunale budgetter, men jeg mener, at staten skal øremærke penge til at fremrykke offentlige investeringer til renovering af offentlige institutioner, som alligevel skal renoveres,« siger hun.

Hun lægger dog ikke skjul på, at en skattereform ikke står på DF’s ønskeliste, fordi lavere skat på arbejde mod højere grønne afgifter vender den tunge ende nedad, når det gælder folkepensionisterne.

»Det er grønne afgifter, der skal betale gildet. Der er ikke noget økonomisk råderum, som vi kan give i skattelettelser. Der bliver tale om omlægninger, og det sværeste er at finde finansieringen,« siger hun.

Ekstra argument

Men den økonomiske krise er et ekstra argument for at gennemføre en skattereform fra 2010, der sænker skatten på arbejde markant, mener Fogh.

»En skattereform skal være finansieret, men den kan til en start være underfinansieret, mod at finansieringen hentes hjem, når konjunkturerne går op,« sagde Fogh efter debatten.

Her sendte statsministeren også en klar appel til partierne om lægge taktik og parlamentariske julelege til side for at stå sammen om den tunge økonomiske dagsorden. Men Margrethe Vestager frygter, at det er tom snak.

»Det lyder lidt underligt, når Fogh taler om bredt samarbejde, fordi VKO kan fremrykke offentlige investeringer med finanslovsaftalen. Så bliver jeg nervøs for, om vi kan få lov til at komme med,« siger Vestager.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen