Vælger-smæk til Vestager
De Radikales politiske leder Margrethe Vestager får dumpekarakter af vælgerne på en række punkter.
75 procent mener ikke, partiet har reel indflydelse på dansk politik, og knap halvdelen (42 procent) mener, at Vestager klarer sig dårligt som partiets leder. Det viser en meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken.
"En del af en leders opgave er at være skydeskive for kritikken. Sådan skal det være. Men det er også min opgave at sætte dagsorden," siger Vestager.
I den radikale folketingsgruppe er der fortsat støtte til partilederen.
"Jeg synes, Margrethe gør det godt. Jeg tror faktisk, kernen er, at vi andre skal prøve at skærpe retorikken, og prøve at skaffe mere pressemæssig opmærksomhed," siger Lone Dybkjær i et forsvar for sin partileder.
Kilde: TV 2 og Politiken