Fortsæt til indhold
Politik

S og SF ønsker forbud mod købesex

<p>Danmark skal følge Norges eksempel og forbyde købesex, så man ikke bliver Nordens sex-centrum.</p>

JANNICK RASMUSSEN

Sverige og Finland har det allerede, og Norge vedtager det i dag. Et forbud mod køb af sex. Derfor risikerer Danmark at ende som centrum for købesex i Skandinavien.

"Jeg glæder mig over, at Norge indfører forbud mod køb af sex ligesom Sverige. Selv England har planer om det samme. Det er utroligt, at Danmark ikke gør det samme, siger SF’s Pernille Vigsø Bagge og uddyber.

"Seksuelle ydelser er ikke en vare, vi skal have på hylden på linie med mel og mælk i et skandinavisk velfærdssamfund. En tilværelse i prostitution er for langt de fleste både skadelig og farlig, og vi må og skal tilbyde en vej ud af prostitution."

Danmark bliver oversvømmet

Hun frygter, at især København vil blive oversvømmet med udenlandske kvinder til prostitution fremover.

"Vi må handle politisk nu til fordel for de mennesker, som ikke ser anden udvej end et liv i prostitution. Ellers ender vi med at blive skandinaviens sex-centrum," Pernille Vigsø Bagge og får socialdemokratisk opbakning.

"Det er på tide, at vi vågner op og får vedtaget en lov, der kriminaliserer de mænd, som i kraft af deres sexkøb udnytter andre mennesker, og dermed tilføjer andre mennesker varige mén på krop og sjæl," siger Yildiz Akdogan (S) og understreger signalværdien.

"Vi skal med en lovgivning på området sende det signal, at det ikke er ok at gå til en prostitueret, og at det langtfra er omkostningsfrit for det menneske, som de køber," siger Yildiz Akdogan.