Fortsæt til indhold
Politik

Vrede over behandling af ældre patienter

Svage, ældre patienter skal ikke være kastebold, når de kommer fra hospitalet, lyder kravet fra flere sider, efter en afsløring af, at en del patienter kommer for tidligt fra hospitalet.

Ritzau

Dansk Folkeparti vil have kommunerne til at oprette udslusningspladser med speciale i efterbehandling. Den socialdemokratiske sundhedsordfører Jens Peter Vernersen vil spørge den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen gennem sundhedsudvalget i Folketinget, hvor omfattende problemet er med genindlæggelse efter for tidlig udskrivning. Vernersen vil vide, hvad ministeren vil gøre ved problemet, som bliver beskrevet i Jyllands-Posten søndag.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det sker, men det er uacceptabelt, siger den socialdemokratiske ordfører til Ritzau.

Jens Peter Vernersen (S) mener, at ministeren i sidste ende har ansvaret for problemet. Ministeren har præmieret hurtig behandling og må sørge for, at de medicinske afdelinger har ressourcer nok, mener Vernersen.