Fortsæt til indhold
Politik

50.000 afskæres fra statsborgerskab

De nye stramninger i sprogprøven vil afskære over 50.000 udlændinge fra at få dansk statsborgerskab.

De stramninger i sprogprøven og indfødsretsprøven for udlændinge, som regeringen og Dansk Folkeparti har indført, vil udelukke tusinder af indvandrere fra nogen sinde at blive danske statsborgere, siger formanden for de 60 sprogskoler for udlændinge i Danmark, forstander for Nordsjællands Sprogcenter Thorkild Dam.

»Vi taler om mennesker, der har arbejdet i Danmark i årtier, har betalt deres skat og ydet deres til samfundet. Jeg vil ikke holde mig tilbage for at kalde det ren diskrimination. Man laver reglerne således, at kun højtuddannede, der ligner os danskere, kan bestå. Man vil have udelukket de bogligt svage, analfabeterne, de syge og ikke mindst muslimer fra at blive danske statsborgere.«

Mange vil dumpe skriftlig prøve

Regeringen har strammet kravene til sprogprøven i Dansk 3, således at man skal have karakteren 4 i stedet for 2. Ifølge skolerne vil mange indvandrere ikke have en chance for at klare det krav, da de vil dumpe i den skriftlige del af prøven. Også indfødsretsprøven er strammet.

Regeringens eget rådgivende organ, Rådet for Etniske Minoriteter, advarer mod konsekvenserne af stramningerne. Næstformanden i rådet, Bayram Yüksel, siger:

»Denne gang er regeringen gået for vidt i sine bestræbelser på at tilfredsstille DF. De seneste stramninger er ganske enkelt uhørte. De vil føre til stor frustration og vrede, for mange indvandrere og deres børn vil med rette føle sig ekskluderet af det danske samfund. Jeg frygter, at tryk vil avle modtryk, og at det kan få nogle unge til at lave nogle dumme ting.«