Ny Alliance overvejer nyt navn
Først sagde Ny Alliance farvel til tre folketingsmedlemmer. Så blev principprogrammet skrottet, og nu overvejer partiet også at ændre navn.
Det afslører partileder Naser Khader i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Vi overvejer det, men har ikke besluttet os endnu. Jeg synes ikke, at der er noget galt med navnet Ny Alliance. Det er stadig et fremragende navn, og jeg ved ikke, om det ender med, at vi ændrer navn,« siger Khader og understreger, at et eventuelt navneskifte skal diskuteres med medlemmerne.
Valgforsker Hans Jørgen Nielsen tvivler dog på, at et nyt navn kan genrejse partiet, der står til at ryge ud af Folketinget i meningsmålingerne.
»Problemet er, at det giver indtryk af ny ustabilitet, når et parti skifter stort set alt ud på meget kort tid,« siger han.
Omfattende oprydning
Efter kolbøtte på kolbøtte er partiet i gang med en omfattende oprydning, der skal overbevise vælgerne om, at Ny Alliance har en fremtid som et seriøst liberalt reformparti. For at markere partiets nye start vil Khader præsentere fem mærkesager i det nye politiske program på sommergruppemødet i den kommende uge.
En skattereform skal fjerne topskatten og mellemskatten og sænke selskabsskatten. Pensionsalderen skal hæves til 67 år, og adgangen til dagpenge, førtidspension og efterløn skal begrænses i en arbejdsmarkedsreform for at øge arbejdsudbuddet. Den offentlige sektor skal effektiviseres, virksomheder skal have mere frihed og færre regler, og så vil Ny Alliance åbne grænserne for indvandring.
Den konservative politiske ordfører, Henriette Kjær, håber, at Khaders parti holder fast i den liberale profil.
»Det er glædeligt, at de har erklæret sig som liberale. Det gør det nemmere at samarbejde med dem, fordi vi før ikke vidste, hvor de stod. Nu håber jeg, at de vil være med til at lave reformer på arbejdsmarkedet og skat,« siger hun.
Læs hele interviewet i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag