- Opdateret 13/07/2008 kl. 20:56
Fogh tavs om Udlændingeservice
<p>Selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) søndag afbrød sin ferie i det sydlige Frankrig for at mødes i Paris med sine kolleger fra EU og Middelhavslandende, vil han ikke kommentere Udlændingeservices vejledning af danskere om 24-års reglen og tilknytningskravet, som i de seneste dage har mødt skarp kritik på hjemmefronten.</p>
- Jeg har intet hørt om det. Jeg startede min ferie i begyndelsen af juli og er taget herop, fordi der er møde. Jeg kender ikke noget til den sag der. Det er noget, jeg tager mig af, når jeg kommer hjem, hvis der er noget at tage sig af, siger Anders Fogh Rasmussen.
Folketingets ombudsmand meddelte fredag, at han vil undersøge, om Udlændingeservice har vildledt danske borgere i spørgsmål om 24-års reglen og tilknytningskravet, der gør det vanskeligt at bosætte sig i Danmark med en udenlandsk ægtefælle fra et tredjeland.
Udlændingeservice er blevet beskyldt for at tilbageholde oplysninger om, at borgerne ifølge EU-retten kan få en udenlandsk ægtefælle fra et tredjeland til Danmark efter blot et par ugers arbejde og lovlige ophold i et andet EU-land, f.eks. Sverige.