Venstre bejler til Videbæk
Flere partier viser interesse i den kristne politiker Tove Videbæk.
Tidligere erklærede De Konservative, at Kristendemokraternes tidligere spidskandidat i Vestjylland er "mere end velkommen" til at stille op på liste C.
Nu viser Venstre interesse for politikeren, der ved sidste valg til Regionsrådet i Region Midtjylland fik 12.633 personlige stemmer.
- Hvis Tove Videbæk er interesseret i Venstre, så er vi interesserede i hende, siger formanden for Venstre i Ikast-Brande Kommune, Henning Hejbøll Sørensen, til Ritzau.
Selv siger Tove Videbæk, at hun vil bruge den kommende måned på at arrangere møder med forskellige partier.
- Det er offentligt, at De Konservative er et af partierne. Det andet parti har kontaktet mig telefonisk bag kulisserne, og jeg har ikke spurgt, om det er i orden, at jeg nævner det offentligt. Derfor vil jeg ikke gøre det, siger Tove Videbæk.