Muslim nægtet optagelse i Dansk Folkeparti

En af Dansk Folkepartis stærkeste muslimske støtter i Danmark måtte ikke melde sig ind i Dansk Folkeparti.

Artiklens øverste billede
Dansk Folkeparti ville ikke have muslimen Cherif El-Ayouty som medlem. Arkivfoto: Niels Hougaard

Cherif El-Ayouty gør alt det, som Dansk Folkeparti ønsker fra danske indvandrere. Alligevel fik han afslag på at melde sig ind i partiet, da han søgte om optagelse. Det skriver Nyhedsavisen.

»Jeg fik et afslag fra partiet på to linjer. Da jeg ringede til Poul Lindholm (partisekretæren, red.), sagde han 'Cherif, du er for kendt,« siger Cherif El-Ayouty til Nyhedsavisen.

DF forsvarer vestlige værdier

63-årige Cherif El-Ayouty er formentlig en af landets varmeste muslimske fortalere for Dansk Folkeparti. Han er muslimsk indvandrer fra Egypten, taler flydende dansk og har forsørget sig selv, siden han kom til landet i 1968 for at arbejde som civilingeniør og blev dansk statsborger. Han har stemt på Dansk Folkeparti til alle valg siden stiftelsen i 1995.

I går stod Cherif El-Ayouty frem i Nyhedsavisen og fortalte, at han som troende muslim stemmer på Dansk Folkeparti, fordi det ifølge ham er det eneste parti, der forsvarer vestlige værdier.

Kontroversiel bog

Cherif El-Ayouty fik ingen nærmere begrundelse for afslaget fra Dansk Folkeparti. Han fik dog en check tilbage med kontingentet, som han allerede havde betalt.

Han mener selv, at afslaget skyldtes hans udleverende nøgleroman med navnet 'Aladdins Intime Oplevelser'. I bogen indgår beskrivelser af en prins, der har ligheder med Prins Henrik.

Bogen kan have gjort Dansk Folkeparti dårligt tilpas på grund af partiets støtte til Kongehuset. Den fiktive prins i bogen har intimt samvær med Kiki Tholstrup, som senere blev gift med James Bond-skuespilleren Roger Moore.

»Jeg tolkede afslaget, som om de mente, jeg var for kontroversiel på grund af bogen. De kendte ikke mine holdninger. Måske troede de, at jeg var en playboy. Måske troede de, at jeg var en rabiat islamist, der ville ødelægge partiet. Jeg tror ikke, det er fordi, jeg er muslim,« siger Cherif El-Ayouty.

Medlem hos De konservative

Dansk Folkeparti vil ikke uddybe, hvorfor Cherif El-Ayouty ikke måtte være medlem. Partisekretær Poul Lindholm vil heller ikke oplyse, om andre danske muslimer er blevet afvist, eller om DF overhovedet har muslimske medlemmer.

»Vi interesserer os ikke for folks religion,« siger han.

Ifølge Poul Lindholm er eneste optagelseskriterium et dansk statsborgerskab. Han vil dog ikke oplyse, hvilke grunde der kan ligge bag en afvisning ud over manglende statsborgerskab.

De Konservative modtog til gengæld Cherif El-Ayouty som betalende medlem, da han meldte sig ind i 2006. Her er han fortsat medlem, selv om han stemmer på Dansk Folkeparti.

Kilde: Nyhedsavisen

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen