Aamund forlader Ny Alliance

Malou Aamund forlader øjeblikkeligt Ny Alliance og tilslutter sig Venstre. Dermed har regeringen og DF igen et flertal på 90 mandater.

Artiklens øverste billede
Fra i dag er Malou Aamund medlem af Venstres folketingsgruppe. Foto: Polfoto/Tariq Mikkel Khan

- Jeg har besluttet at melde mig ud af Ny Alliances folketingsgruppe og melde mig ud af partiet, fordi jeg tror ganske enkelt ikke længere på projektet. Jeg føler, jeg bliver nødt til at være loyal over for de mærkesager, som jeg er gået til valg på, og derfor søger jeg optagelse i Venstres folketingsgruppe. For det er der, jeg er overbevist om, at jeg bedst vil kunne kæmpe for de reformtanker, som jeg hele tiden har stået for, siger Malou Aamund til Ritzau.

Dagens farvel til Ny Alliance kommer på et tidspunkt, da det nye parti befinder sig på et historisk lavpunkt. Den seneste meningsmåling gav Ny Alliance 0,4 pct. af stemmerne, og for få dage siden forlod en af partiets stiftere, Gitte Seeberg, alliancen for at fortsætte som løsgænger.

Dermed er der kun tre folketingsmedlemmer tilbage af de fem, der opnåede valg ved valget i november sidste år. Det er Naser Khader, Anders Samuelsen og Jørgen Poulsen.

V-gruppe godkender Aamund

Venstres folketingsgruppe godkendte tirsdag, at Malou Aamund bliver medlem af gruppen. Gruppeformand Hans Christian Schmidt understregede samtidig, efter gruppemødet på Christiansborg, at det, at VKO nu atter råder over de nødvendige 90 mandater, ikke ændrer VK-regeringens forhandlingsstrategi på blandt andet asylområdet.

- Jeg har glad for, at hun har søgt optagelse i Venstres folketingsgruppe, og det har vi godkendt i dag, og jeg er sikker på, at hun bliver et aktiv for gruppen. Vi har i forvejen et godt forhold til hende, og vi vil fortsætte det brede samarbejde, vi jo er begyndt på, siger Hans Christian Schmidt, som dog i første omgang kaldte det nu tidligere medlem af Ny Alliance for "Malou Åberg".

Lars Løkke: Velkommen

Også finansminister Lars Løkke Rasmussen kommenterede kort Malous indtræden i Venstre under formiddagens præsentation af finanslovforslaget for 2008.

"Det er jeg selvfølgelig bekendt med. Nu er det op til gruppen at afgøre, om hun er velkommen. Men det vil undre mig meget, hvis hun ikke er. Jeg hilser hende velkommen, men i forhold til finanslovsforslaget betyder det ingenting," sagde Lars Løkke Rasmussen (V), da han præsenterede finanslovsforslaget.

Hjemmeside lukket

I forbindelse med skiftet til Venstre har Malou Aamund omgående lukket sin hjemmeside.

Et klik på malouaamund.dk giver blot en forside, der meddeler, at domænet hostes af udbyderen one.com. Søgemaskinen Google har imidlertid gemt en kopi af Malou Aamunds hjemmeside, der prydes af Ny Alliances farver og logo og som tophistorie meddeler: "Stop blokpolitikken".

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen