Måling: Kun 0,4 pct. til Ny Alliance

En ny meningsmåling sender Ny Alliance langt under spærregrænsen. Målingen er lavet, efter at Gitte Seeberg forlod partiet tirsdag.

Artiklens øverste billede
Efter at Anders Samuelsen og Naser Khader har måttet sige farvel til Gitte Seeberg, er Ny Alliance rutsjet yderligere ned i vælgertilslutning. Foto: Stine Larsen

Kun 0,4 procent af vælgerne ville stemme på Ny Alliance, hvis der var folketingsvalg nu. Det viser en måling, som Capacent Epinion har lavet for DR.

Målingen er den dårligste i Ny Alliances korte historie, og den er lavet, efter Gitte Seeberg i tirsdags valgte at forlade partiet. Efter Gitte Seebergs farvel har flere andre medlemmer af alliancen valgt at følge efter, blandt andet folketingskandidat René la Cour Sell.

R og DF: Vælgerne er skuffede

- Målingen er et udtryk for skuffede forventninger, siger næstformand for den radikale folketingsgruppe Morten Østergaard til TV-Avisen.

- Vi kunne have håbet på, at Ny Alliance fik væsentlige indrømmelser i de aktuelle asylforhandlinger, men det bliver sværere nu, siger han.

Samme toner kommer fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup:

- De fire medlemmer af Ny Alliance må lære at være mere ydmyge. Med sådanne målinger kan man ikke forvente at kunne ændre hele verden. Man får resultater efter sin størrelse, siger han.

Ingen kommentar

Naser Khader og Anders Samuelsen ønsker ikke at kommentere meningsmålingen. Lørdag skal ledelsen i Ny Alliance samles til seminar i Ringsted for at drøfte partiets organisation og struktur.

Kilde: DR Nyheder

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen