Annonce
Politik

CD nedlægger sig selv

Centrum-Demokraterne (CD) besluttede lørdag ved et ekstraordinært landsmøde at nedlægge sig selv den 1. februar, oplyser politisk næstformand Hans Christian Christensen.

CD-formand Ben Haddou er nu partiløs. Foto: Polfoto

Det skete med to tredjedels flertal, oplyser han, der har været medlem af partiet i knap 30 år.

- Der er så mange partier på midten, og vi er blevet færre medlemmer. Nogle er gået med i Ny Alliance eller andre partier. Vi har 320 medlemmer ifølge den seneste medlemsliste, siger Hans Christian Christensen.

Han afviser, at det var en fejl, at CD før seneste valg allierede sig med Louise Frevert, som havde forladt Dansk Folkeparti.

- Det var bestemt ikke en fejl siger han.

Ændringsplaner luftet i december

Allerede i december luftede partiets hovedbestyrelse muligheden for at nedlægge det nuværende parti og i stedet danne et nyt.

- I første omgang lægger vi op til at danne en forening, som så skal danne et helt nyt parti. Vi skal starte noget nyt op, som virkelig er gennemtænkt, og som koncentrerer sig om midten i dansk politik, sagde partiets formand Ben Haddou i midten af december.

Også Louise Frevert, som sidste år forlod Dansk Folkeparti til fordel for CD, lod dengang vide, at hun stod bag forslaget om at danne et nyt parti.

Stiftet i 1973

Centrum-Demokraterne kom til verden i 1973, da det daværende socialdemokratiske folketingsmedlem Erhard Jakobsen stiftede partiet som et borgerligt midterparti. Dagen efter partiets stiftelse udskrev den daværende socialdemokratiske regering med Anker Jørgensen i spidsen valg, hvilket førte til, at CD bragede ind i Folketinget med 14 mandater.

I tiden siden har CD støttet både socialdemokratiske og borgerlige mindretalsregeringer. I perioden 1982-1988 var partiet med i Firkløverregeringen, og fra januar 1993 til december 1996 deltog partiet i skiftende regeringer under Poul Nyrup Rasmussen.

I 1989 overtog Erhard Jakobsens datter, Mimi Jakobsen, posten som formand for partiet, men efter at CD hverken opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 2001 eller ved valget i 2005, valgte hun at trække sig som partiformand. På et ekstraordinært landsmøde den 25. juni 2005 blev den tidligere formand for FDB, økonomen Bjarne Møgelhøj valgt som partiets nye formand.

Møgelhøj holdt dog kun en kort periode. Han meldte sig ligeledes ud efter at have foreslået partiet at nedlægge sig selv, da Ny Alliance blev stiftet. Ny formand blev Ben Haddou, der ikke havde mere held til at sikre partiet en plads i Folketinget ved valget i 2007.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
To vestjyder fører CD videre
CD er vendt tilbage fra de døde. To nordvestjyder har således allerede stiftet partiet Foreningen Centrumdemokraterne Holstebro - et parti, som overtager CDs tidligere politiske handlingsprogrammer.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blog: Kuppet mod Europa. Kuppet mod det fælles

Elsebeth Gerner Nielsen
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her