K-ordfører truer med lynvalg
Den konservative ordfører Henriette Kjær truer med lynvalg efter, at regeringen har fået et flertal imod sig på asylområdet. Det er uholdbart i længden, siger hun.
Det politiske flertal mod regeringen opstod, da løsgængeren Pia Christmas-Møller sammen med Ny Alliance og venstrefløjen i går blev enige om en anden asyl-aftale end den aftale, som regeringen har lavet med Dansk Folkeparti.
"Jeg håber, at det er en engangsforeteelse. Men hvis det bliver ved, så er det klart, at det giver nogle problemer," siger Henriette Kjær til Radioavisen.
Ikke en ønskesituation
Hun mener, at problemet er så stort, at regeringen kan blive nødt til at udskrive et lynvalg blot to måneder efter det seneste besøg i stemmeboksen.
"Det er selvfølgelig ikke en ønskesituation, at vi skal have et valg så kort tid, efter at vi lige har haft et. Men vi kan selvfølgelig ikke blive ved med at se på, at der kommer sådan nogle alternative flertal uden om regeringen," siger Henriette Kjær til Radioavisen.
En drillesag
Overfor RadioNyhederne kalder hun flertallets asylforslag for "en drillesag". Men det handler om mennesker og ikke drilleri, advarer socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen.
"Jeg synes, det er mærkeligt at kalde noget, der handler om mennesker en drillesag. Det handler om at give de afviste asylansøgere et bedre indhold i livet, indtil de kan sendes tilbage til deres hjemland. Så det har ikke noget med drilleri at gøre overhovedet," siger Henrik Dam Kristensen til RadioNyhederne.
Hvis regeringen udskriver valg i utide på grund af deres mindretal, vil Henrik Dam Kristensen se frem til det med glæde:
"Det vidner virkelig om en regering, som er ved at nå magtens arrogance: ' Hvis I ikke gør som jeg siger, så kan I selv få følgerne' er nærmest det, vi kan høre her. Jeg synes, det virker lidt latterligt, men lad dem endelig udskrive valg, hvis det er det de vil," siger Henrik Dam Kristensen til RadioNyhederne.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen ventes at kommentere situationen på sit pressemøde kl. 11.30.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører Inger Støjberg.