Pittelkow: Fætter Højben styrer

Foreløbig går det Foghs vej med den borgerlige lejr, det alternative flertal og Socialdemokratiet.

Artiklens øverste billede

Da den konservative statsminister Poul Schlüter havde sine velmagtsdage i 1980’erne, sammenlignede en frustreret Svend Auken fra Socialdemokratiet ham med Fætter Højben, Anders Ands altid heldige rival. Nu kan Auken genbruge sit billede i forhold til Anders Fogh Rasmussen.

Heldet er i høj grad med Fogh i disse tider.

Det så eller broget ud for ham under valgkampen. Nok havde han udsigt til at blive genvalgt som statsminister. Men det flertal, der tegnede sig, ville gøre det svært for ham at regere. Ny Alliance lå til at blive tungen på vægtskålen, og Fogh kunne se frem til den utaknemmelige opgave at forlige dem med Dansk Folkeparti.

Men her kom Foghs første held: Ny Alliance kastede sig ud i den ædle kunst at skyde sig selv i foden og mistede sin position som partiet med de afgørende stemmer. Havde valgkampen varet nogle dage længere, var Ny Alliance måske slet ikke kommet ind, men det er en anden sag.

På papiret lever Fogh ganske vist usikkert. VKO har kun flertal, hvis løsgængeren Pia Christmas-Møller er med, eller hvis de nordatlantiske medlemmer afholder sig fra at stemme. Men i praksis sidder han ganske solidt. Hverken Ny Alliance, der ligger under spærregrænsen i meningsmålingerne, eller Christmas-Møller vil udløse et valg.

Fogh har derfor mere styr på den borgerlige lejr, end han kunne frygte under valgkampen.

Et alternativt flertal er dog muligt, og det blev en konkret trussel, da Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gik sammen om at støtte de offentligt ansattes lønkrav.

Men her fulgte Foghs andet held: De to partier var så uenige om, hvordan deres fælles aktion skulle gennemføres, at finansminister Lars Løkke Rasmussen kunne opløse det hele med lidt hokus-pokus.

Fogh er derfor mindre truet af det alternative flertal, end det en overgang så ud.

Nu tilsmiler heldet så Fogh for tredje gang – i form af Socialdemokratiets interne problemer. Partiets fortsatte nedtur har ført til, at det for fjerde gang på bare 16 år er på vej ud i et formandsopgør.

Ritt Bjerregaards ”røde skole” går ganske vist ikke direkte efter Helle Thorning-Schmidt i første omgang. Men fra de tidligere S-opgør kendes den djævelske logik, der sætter ind, når man først har åbnet for en frontal kritik af den siddende ledelse:

Dermed svækkes partiformandens autoritet kraftigt. Det gør det sværere for formanden at få genskabt tilliden hos vælgerne. Samtidig vokser kravet om at levere vælgerfremgang. Udebliver den, vil den interne debat hurtigt også blive en debat om, hvem der er den rette formand.

Fogh er derfor mindre presset fra oppositionen, end han kunne have forventet.

Socialdemokratiet vil komme til at bruge en del kræfter på den interne afklaring. Er Fogh rigtig heldig, vil den føre to ting med sig: et åbent formandsopgør og et sving til venstre i partiets politiske linje, som kan styrke Foghs greb om den politiske midte.

Fogh kan dog ikke gå ud fra, at Fætter Højben-effekten varer ved.

Der kan opstå situationer, hvor han får problemer med det borgerlige flertal. I det små sker det måske allerede under forespørgselsdebatten om asylansøgerne på onsdag. Her vil Pia Christmas-Møller foreslå, at afviste asylansøgere skal kunne flytte ud af centrene efter to år i stedet for de tre år, som er aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Det alternative flertal, hvor Dansk Folkeparti går sammen med oppositionen, kan blive aktiveret ved nye lejligheder, selv om det ikke gik så godt sidst.

Socialdemokratiet kan – med eller uden Thorning - komme lettere, hurtigere og stærkere gennem sin krise, end det umiddelbart ser ud.

Men her og nu må oppositionen være fristet til at sige som en frustreret Anders And: ”Nu tuder jeg snart.” Foreløbig går det Foghs vej med den borgerlige lejr, det alternative flertal og Socialdemokratiet. Fætter Højben styrer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen