Færinger går til valg i kulde og vinterens første snevejr
Færingerne går lørdag til lagtingsvalg samtidig med at sneen for første gang i denne vinter for alvor kaster sig ind over øerne i Nordatlanten.
Den medfølgende kulde og de stride hårde snebyger, der i perioder afløses af opklaring med skarp sol, lader dog ikke til at påvirke valgdeltagelsen. Den er traditionelt stor på Færøerne, når det gælder lagtingsvalg.
Fra valgstederne, der har åbent fra kl. 11 til 21 dansk tid oplyses, at valgdeltagelsen ved middagstid er nogenlunde den samme som ved valget i 2004, hvor lidt over 90 pct. af vælgerne gik til stemmeurnerne.
Den sidste vælgerundersøgelse, offentliggjort i avisen Sosialurin fredag aften, viser, at det dansksindede, borgerlige Sambandsparti synes at blive valgets vinder. Partiet spås at øge sit mandattal fra syv til otte.
Taberen ventes at blive Republikanerne, der ellers igennem de seneste år konstant har oplevet fremgang. Meningsmålingen viser et tilbagegang på to mandater - fra otte til seks - til partiet, der arbejder for færøsk suverænitet.
Færøernes landsstyrekoalition de seneste fire år har bestået af de tre partier - de borgerlige Sambandspartiet og Folkeflokken samt Socialdemokratiet.
Ifølge meningsmålingen vil Folkeflokken og Socialdemokratiet bevare sine syv mandater hver, og i så fald vil den brede koalition kunne fortsætte efter valget.