- Opdateret 18/01/2008 kl. 16:23
V-politiker skifter mening om gruppeeksamen
For et år siden stemte V-politiker Birgitte Josefsen for at genindføre gruppeeksamen, men nu er hun imod, selv om hun principielt er tilhænger af gruppeeksamen.
En stemme i Folketinget kan afgøre, om gruppeeksamen skal genindføres i uddannelserne, efter at regeringen afskaffede gruppeeksamen i 2005.
Men Venstres nordjyske folketingsmedlem Birgitte Josefsen har skiftet holdning, og nu må oppositionen i stedet sætte sin lid til løsgængeren Pia Christmas-Møller for at få et flertal uden om regeringen.
Folketinget behandler i dag oppositionens forslag om gruppeeksamen, som har ført til åben uenighed i Venstres folketingsgruppe.
Pres fra ministeren?
Flere V-politikere vil gerne genindføre gruppeeksamen, men regeringspartiet er øjensynligt blevet kaldt til orden og er blevet enig om i samlet flok at afvise forslaget på trods af, at Birgitte Josefsen stemte for samme forslag for et år siden.
Birgitte Josefsen forklarede i mandags i Jyllands-Posten, at hun gerne vil give uddannelsesinsitutionerne og de studerende frihed til at vælge gruppeeksamen, såfremt de studerende får en invidiuel karakter.
Er du blevet presset af undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at ændre holdning?
"Nej, det er jeg ikke. Enhver i Venstre kan følge, hvad der står i Grundloven om, at man stemmer efter sin overbevisning. Og jeg vil gerne slå fast, at jeg synes stadig, at det kan være godt at tænke i gruppeprøver og gruppeeksamen, men vi bliver nødt til at tage nogle meldinger fra studerende alvorligt. Jeg har fået oplyst, at der faktisk er uddannelsesinstitutioner, der ikke giver studerende frihed til at vælge individuel eksamen. De har studieordninger, der har tilrettelagt det sådan, at det er gruppeprøver og gruppeeksamen, der gælder. Det synes jeg faktisk er en væsentlig oplysning," siger Birgitte Josefsen
Hvilke uddannelsesinsitutioner drejer det sig om?
"Nu sidder jeg ikke med papirerne. Jeg har fået henvendelser med udskrifter af studieordninger, men jeg har ikke papirerne med i tasken," siger hun.
Nye oplysninger
Bertel Haarder nedsatte for et år siden to udvalg, der om få uger kommer med anbefalinger til, hvordan prøver og eksamensformer kan moderniseres. Det er også baggrunden for, hvorfor Birgitte Josefsen vil stemme imod oppositionens forslag.
"Jeg er sådan set meget glad for, at jeg har sat fokus på problemstillingen, fordi det har ført til, at Bertel Haarder har sat en proces i gang. Og jeg vil afvente og se, hvad der kommer ud af det arbejde."
Tror du ikke, at det undrer nogle, at du stemte for gruppeeksamen sidste år, men nu vil du af forskellige grunde stemme imod?
"Jeg indrømmer ærligt, at da jeg stemte for forslaget sidste gang, var jeg ikke bekendt med, at studerende ikke har frihed til at sige nej til at være del af en gruppe eller en gruppeeksamen. Men det er altså tilfældet, og det havde ingen fortalt mig, da vi stemte om forslaget sidste gang. Men jeg vil godt takke oppositionen for, at den har været med til at rejse debatten, der har betydet, at Bertel Haarder har sat et arbejde i gang. Jeg går går ud fra, at udvalgets arbejde vil blive taget alvorligt," siger hun.
Pia Christmas-Møller var ikke til stede under førstebehandlingen af forslaget i Folketinget. Hun har over for Jyllands-Posten tilkendegivet, at hun endnu ikke har taget stilling til oppositionens forslag om at genindføre gruppeeksamen. Om forslaget bliver vedtaget eller forkastet afgøres ved Folketingets 2. behandling af forslaget.
Støtte fra erhvervslivet
Flere erhvervsorganisationer støtter oppositionens forslag. Bl.a. Dansk Erhverv, der foreslår et loft over gruppeeksmaen, så højest en tredjedel af eksamener foregår i grupper.
Dansk Erhverv peger på, at erhvervslivet efterspørger, at nyansatte har projekt- og samarbejdsevner samt sociale og personlige kompetencer som gruppearbejde og gruppeeksamen er med til at udvikle.
"Vi går ind for mangfoldighed, også når det gælder eksamensformer. Derfor skal det være muligt at kombinere kollektive og individuelle eksamensformer i løbet af en uddannelse. Som det er i dag, er undervisnings- og eksamensform skilt ad, og det giver ingen mening," siger forskningspolitisk chef Jannik Schack Linnemann fra Dansk Erhverv, der repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheforeninger.
Skuffede gymnasieelever
Gry Poulsen, der formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, er skuffet over det manglende flertal.
"Elevorganisationer, lærerorganisationer, erhvervslivet, forskere - ja så godt som alle uddannelsesinteressenter - har beklaget afskaffelsen af gruppeeksamen. Det er meget beklageligt, at taktisk partifnidder fylder mere i sagen end de gode argumenter fra uddannelsesverdenen," siger hun.