DF vil holde Rønn Hornbech i ørerne
Den nye integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kan se frem til mange møder med Dansk Folkeparti.
- Vi vil holde hende i ørerne, siger partileder Pia Kjærsgaard (DF).
Med sin nye post som minister for flygtninge, indvandrere og integration og kirkeminister kommer Birthe Rønn Hornbech (V) til at stå i spidsen for et område, der altid har stor bevågenhed i Dansk Folkeparti. Og hvor Dansk Folkeparti og Birthe Rønn Hornbech langt fra altid har været enige.
- Hun kommer til at have mange møder med os, og vi vil holde hende i ørerne. På visse områder har hun været noget kontrær, og det er almindelig kendt, at hun nogle gange er gået imod sin egen gruppe. Hun kan godt være lidt rethaverisk, men jeg tror nok, at hun skal klare det. Når hun har sagt ja til opgaven som minister, har hun også påtaget sig et ansvar, siger Pia Kjærsgaard.
Birthe Rønn Hornbech gjorde sig i valgkampen bemærket ved at tage afstand fra Venstres kurs i sagen om de afviste asylansøgere. Her mente hun, at de afviste asylansøgere skulle have bedre forhold og foreslog, at de blev flyttet ud i annekser og nedlagte landejendomme uden for de store asylcentre.
Birthe Rønn Hornbech, der er uddannet som cand.jur. og har arbejdet som vicepolitimester hos rigspolitichefen, var i efteråret også en tur i retten med Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti.
Han anlagde sag mod Birthe Rønn Hornbech for citatfusk, da hun i sin bog ”Tale er guld” fra i fjor skrev, at Jesper Langballe havde sagt, at muslimer er en pest over Europa. Under en debat i Folketinget i 2002 sagde DF-medlemmet, at islam - ikke muslimer - er en pest over Europa. Københavns Byret frikendte Birthe Rønn Hornbech, og Jesper Langballe besluttede i oktober ikke at anken dommen til Østre Landsret.
Jesper Langballe ønsker ikke at kommentere Birthe Rønn Hornbechs nye rolle i regeringen.
På spørgsmålet om det er juristen eller humanisten Birthe Rønn Hornbech, der sætter sig i ministerstolen, lød svaret fra Birthe Rønn Hornbech, da det nye ministerhold blev fotograferet på Amalienborg Slotsplads i formiddags:
- Det er mig. Jeg er stadig den, som jeg er.
Ministerhold uden overraskelser
Pia Kjærsgaard betegner statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nye ministerhold som spændende, men uden overraskelser.
- Alle ministrene er folk, som vi godt kender i forvejen. Jeg havde egentlig nok troet, at der ville komme nogle ministre udefra. Det kunne der måske godt have været brug for, siger Pia Kjærsgaard.
Hun mener, at det er udmærket med et nyt, stort klima- og energiministerium, hvor Connie Hedegaard (K) er minister.
- Det forventer jeg mig meget af, siger Pia Kjærsgaard, som også er spændt på, hvordan den nye sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) kommer til at klare sig.
- Vi nåede lige at kende ham i et par måneder som transport- og energiminister. Han skal nok få noget at se til som sundhedsminister, siger hun.