Ekstra Bladet fastholder Sass-historie

Ekstra Bladets ansvarhavende chefredaktør, Bent Falbert, betegner Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, som en ”intrigant politiker”, der bekæmpede partiets spidskandidat Mogens Lykketoft op til folketingsvalget i 2005.

Artiklens øverste billede

Reaktionerne er forudsigelige, og dokumentationen for, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, løb Venstres ærinde i forbindelse med folketingsvalget i 2005, er i orden.

Det fastholder Ekstra Bladets ansvarhavende chefredaktør, Bent Falbert, over for jp.dk.

"Intrigant politiker"

- Henrik Sass Larsen er kendt som en intrigant politiker, der bekæmpede Mogens Lykketoft (S) op til valget i 2005. Det er der ikke noget forbavsende i. Men måden og metoden, som han gjorde det på, er overraskende. Vi tror på vores historie og på, at de oplysninger, som vi har, er rigtige. Ellers havde vi ikke bragt artiklen, siger han.

Bent Falbert oplyser, at avisen ikke ligger inde med yderligere dokumentation end den, som er blevet bragt i lørdagens udgave af Ekstra Bladet. Han ønsker dog ikke at løfte sløret for, om avisen i morgen vil bringe yderligere oplysninger i sagen.

Bent Falbert betegner det som et tilfælde, at det er ham selv, der er anført som skribent på dagens opsigtsvækkende artikel, ”Helles topmand var spion for Venstre”.

Historien længe undervejs

- Det er en historie, som vi har arbejdet længe med på avisen. Og det er lidt af et tilfælde, at det er mig, der har skrevet den, siger Bent Falbert, der forklarer, at han selv løb ind i nogle af kilderne.

En af de centrale kilder er Venstres tidligere politiske ordfører og nuværende direktør for TV 2 Radio, Jens Rohde. Han er i artiklen citeret for at sige, at han ikke længere vil blande sig i politik, men heller ikke vil bestride sandheden.

Det har i dag fået TV 2’s konstituerede direktør, Anders Kronborg, til at give Jens Rohde mundkurv på om sagen, indtil valget er overstået.

- Jeg mener ikke, at Jens Rohde kan bebrejdes noget. Han har været nødt til at bekræfte informationerne og vedstå sig sandheden, siger Bent Falbert.

Eks-pressechef afviser

Venstres tidligere pressechef Mikkel Faurholdt beskrives i Ekstra Bladet som en ven af Henrik Sass Larsen, der i mange tilfælde sørgede for, at fortrolige informationer fra Socialdemokratiet kom Venstres top i hænde. Mikkel Faurholdt afviser, at han personligt er en nær ven af Henrik Sass Larsen. Samtidig undrer han sig over, at han ikke blev kontaktet af Ekstra Bladet, før artiklen blev bragt.

Ifølge Bent Falbert stod Mikkel Faurholdt på listen over de personer, som avisen gerne ville have en kommentar fra.

- Men vi mente, at det vigtigste var at få fat i Henrik Sass Larsen selv, siger Bent Falbert.

Faurholdt: Bevist udeladelse

Mikkel Faurholdt mener, at Ekstra Bladet bevidst undlod at kontakte ham.

- Var jeg blevet ringet op, kunne jeg have afkræftet historien, siger Mikkel Faurholdt.

Han mener, at Ekstra Bladet gør hans venskab til Henrik Sass Larsen til mere, end det er.

- Vi kender hinanden, men er ikke nære venner. Jeg har været politisk engageret i 25 år og kender folk på kryds og tværs af alle partier, siger Mikkel Faurholdt.

Ude af politik

Han betegnes i Ekstra Bladet som værende informationschef i Finansministeriet.

- Men hvis avisen havde ringet, kunne den også have fået oplyst, at jeg er helt ude af politik i dag, siger Mikkel Faurholdt.

Han har siden den 1. november været ansat som kommunikationschef i Sjælsø Gruppen og opsagde ifølge sit eget udsagn en stilling som særlig rådgiver for finansminister Thor Pedersen (V), ca. tre uger før folketingsvalget blev udskrevet.

- Det er almindelig kendt. Og jeg kan klart afvise, at jeg skulle have været en slags forbindelsesofficer mellem fløje i Socialdemokratiet og toppen i Venstre, siger Mikkel Faurholdt.

- Jeg har i mine tidligere job som chef for Venstres pressetjeneste og særlig rådgiver for finansministeren aldrig gået af vejen for et godt politisk slagsmål. Men der skal være nogle ordentlige rammer, og det er der ikke her, siger Mikkel Faurholdt.

Sass afviser - Rohde tavs

Sagens ene hovedperson, Henrik Sass Larsen, har i dag pure afvist beskyldninger imod sig, lige som flere fremtrædende socialdemokrater har taget kraftig afstand fra historien, der af partiformand Helle Thorning- Schmidt (S) betegnes som en ”uhørt smædekampagne".

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jens Rohde.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen