Ministeren blev udsat for vold som barn. Nu kommer han med 18 initiativer, der måske kunne have gjort en forskel
Forældre skal ikke længere kunne nedlægge veto mod screeninger af deres børn, hvis der er mistanke om vold i hjemmet. Sådan lyder et af initiativerne i en ny handleplan om vold mod børn.
Det er en kliché at skrive, at det var »en anden tid«.
Men i Peter Hummelgaards tilfælde er det sandt.
Da den socialdemokratiske justitsminister var barn, var det tilladt at slå sine børn.
Så på spørgsmålet om, hvorvidt den handleplan om vold mod børn, han tirsdag præsenterer, ville have gjort en forskel for ham, er han nødt til at tage et forbehold.