Minister dropper centralt mål om erhvervsuddannelserne, der har skabt et unødvendigt problem
Undervisningsministeren mener, at det er på tide at flytte fokus, hvis man vil have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Den nye juniormesterlære er ikke nødvendigvis svaret.
Lugten af varm limpistol hænger i lokalet, da Tranegårdskolens nye juniormesterlæreklasse får fint besøg.
Kortvarigt kigger klassens seks elever op fra papmodeller, limpistol og farvestrålende ispinde for at nikke pænt til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) og Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen.
Det er anden skoledag for Felix, Mikas, Sophus, Alba, Liva og Sylvester. For de to herrer i de hvide skjorter er det første gang, at de møder den nye juniormesterlære.