843 dage skulle der gå. Nu har Troels Lund Poulsen underskrevet kontrakt for våbenfabrik
Kontrakten er underskrevet, og regeringen vil nu definitivt genstarte produktionen af ammunition på den jyske ammunitionsfabrik Krudten.
Lørdag aften skete det. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) underskrev den kontrakt, der én gang for alle cementerer, at regeringen nu vil genstarte produktionen af granater og patroner på den jyske ammunitionsfabrik Krudten.
Underskriften falder, nøjagtig 843 dage efter at regeringen første gang udtrykte en politisk ambition om at genoplive den gamle fabrik – men der er lang vej endnu, før den første patron forlader Krudten.