58 mia. kr. mere i kassen. Alligevel er det ikke sikkert, de jubler i to af regeringens partier
Der er endnu flere penge at lege med, og det har analytikeren tænkt over. Der er også S-farvel til en gammel kending - og chance for goddag til en ny hos de liberale.
Godeftermiddag
Velkommen til overblikket over dansk politik på en mandag, hvor finansministeren løb med meget af opmærksomheden - uden at han dog nødvendigvis fik gjort alle glade.
- Ikke alle er glade for ekstra milliarder i kassen
- Farvel til Sass
- Goddag til en kvinde med en vild historie i bagagen
Ikke alle er glade for ekstra milliarder i kassen
Det begyndte med en god nyhed:
Finansminister Nicolai Wammen (S) satte konkret tal på den opjustering af det økonomiske råderum i 2030, som regeringen har teaset for i nogle måneder:
58 millarder kr. hedder det. Og er udtryk for, hvad Folketinget kan prioritere til nye tiltag, uden man behøver finde ny finansiering.
Prognosen kommer oven i tidligere opjusteringer på i alt 45 mia. kr. siden 2022, og det luner naturligvis alt sammen sidst på måneden.
De mange ekstra penge kan nu indgå i SVM-regeringens arbejde med, hvordan kommende ekstraregninger til bl.a. Forsvaret og klimasikring kan betales. Måske der også kan blive råd til en mere lempelig pensionsalder? Hvad med skattelettelser?
De store prioriteringer ventes efter sommerferien. Og rent politisk så er de nye 58 mia. kr. faktisk ikke lige velkomne for alle. Sådan lyder det fra vor analytiker, Niels Th. Dahl:
»Både Venstre og Moderaterne havde set frem til, at de i forbindelse med de forhandlinger, der skal være i efteråret, kunne lægge pres på socialdemokraterne for at få gennemført borgerlige økonomiske reformer, som socialdemokraterne normalt ikke er glade for,« siger han her.
»Den plan bliver meget, meget sværere nu,« siger han og fortsætter:
»Så det er Mette Frederiksen (S), der kan være mest glad i regeringen, fordi der nu er penge til det, hun gerne vil bruge penge på. Og behovet for at skaffe penge på upopulære metoder er blevet meget mindre.«
Farvel til Sass
Under Folkemødet i sidste uge ville partiformand Mette Frederiksen ikke svare på, hvorfor Socialdemokratiet ikke havde ekskluderet Henrik Sass Larsen fra partiet.
Efter tiltalen mod Sass for besiddelse af overgrebsmateriale kom frem, havde partiet bedt ham om selv at melde sig ud. Men det ville han ikke.
»Der er nogen, der kan melde sig ind og ud af Socialdemokratiet – det er ikke en option for mig. At melde mig ud af Socialdemokratiet ville være at melde mig ud af mig selv,« skriver han i sin bog ”Tilbageslag”.
Så blev Mette Frederiksen spurgt, hvorfor han ikke bliver smidt ud, når nu partiet gerne vil have ham ud - uden at hun altså ville svare.
I weekenden kom svaret så fra partisekretær Lasse Ryberg:
»Jeg kan bekræfte, at hovedbestyrelsen på baggrund af den offentligt kendte sag om Henrik Sass Larsens køb af børneovergrebsmateriale har besluttet at udelukke ham fra Socialdemokratiet,« skrev Ryberg til Ritzau.
Goddag til en kvinde med en vild historie i bagagen
Hvis du ikke føler, at du kender supermeget til Liberal Alliances fungerende partileder, Sólbjørg Jakobsen, så synes jeg, du skal give dig selv chancen nu.
Vores egen Cathrine Bloch har taget turen med det liberale stjerneskud fra opvæksten på Færøerne til toppen af partiet.
Som f.eks. her, hvor hun fortæller om dengang, hvor hendes ældste storebror blev dømt for knivstikkeri.
»Han betød alt for mig, så hele min verden smuldrede. Jeg slukkede fuldstændig for mig selv i to års tid. Jeg blev kold og fraværende og kunne ikke overskue andet end at være mor. Min datter var et år gammel, og jeg var fuldstændig ligeglad med alt andet. Det har været hårdt at være nygift med mig dengang,« fortæller hun.
Undervejs får du også at vide, hvad Jakobsen skrev til sin kommende kæreste via datingappen Tinder den 1. juledag i 2020, omgivet af Breezers og mad fra McDonald’s.
Men læs det selv - jeg synes, det er ret godt.
Med venlig hilsen
Martin Kaae
Politisk redaktør