Fortsæt til indhold
Politik

Løkke kommer med forslag, der kan tippe magten i Folketinget

Danskere, der bor i udlandet, skal have ret til at stemme til folketingsvalg, mener Moderaternes formand og skubber arbejdet i gang. Det kan tippe tætte valg, vurderer en professor. Der er bare et problem: grundloven.

Lars Løkke har forsøgt det før.

»Jeg løb panden mod en mur. Justitsministeriet sagde nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej og nej,« fortæller Moderaternes formand:

»Så spurgte vi igen, og så sagde de nej, nej, nej, nej og nej.«

Nu prøver han igen.

Regeringen nedsætter et ekspertudvalg, der skal undersøge mulighederne for at udvide stemmeretten for danskere, der bor i udlandet og i dag er afskåret fra at deltage, når der er folketingsvalg.

Det kan, hvis det lykkes, potentielt tippe magten i Danmark, hvor små marginaler ofte gør en stor forskel. Ved det seneste valg var det blot omkring 500 stemmer i Nordsjælland, der udløste et afgørende mandat til Socialdemokratiet.

Står det til Løkke, skal det blå forhæng til stemmeboksen åbnes helt op for danskere i udlandet.

»Jeg ved godt, at det er et vidtgående synspunkt,« siger han:

»Men jeg mener helt principielt, at hvis man er dansk statsborger, så burde man kunne stemme til folketingsvalg.«

Det kan umiddelbart lyde som en simpel justering. Men det er det langtfra. På vejen derhen står selve teksten, der gav os demokratiet: grundloven.