Allerede mens han var i Venstre, lagde Løkke planer med Jeppe Søe
Lars Løkke og Jeppe Søe var »fucking tætte«, talte om ægteskabelige problemer og væddede om, hvem der forlod Moderaterne som den næste. Det fortæller Jeppe Søe i et interview om sin nye bog. Siden faldt det hele som bekendt fra hinanden.
Den ene havde aldrig fået sit politiske gennembrud.
Den anden er en af landets mest berømte politikere.
Nu sad de to – Jeppe Søe og Lars Løkke Rasmussen – i en lejlighed i Nyhavn og røg smøger indenfor, mens de lagde store planer.
For Søe var det et brud på syv års rygepause. Men han kunne bare ikke lade være med at takke ja, da Løkke bød ham en smøg.
Scenen er fra den nye bog ”Jeppe på Borgen” skrevet af folketingsmedlem Jeppe Søe og forfatter Axel Bøie Boisen.
Her offentliggør Søe en stribe af de sms’er, som Løkke har sendt ham gennem årene.
I et interview med Jyllands-Posten uddyber Jeppe Søe nu bogen og forholdet til Løkke på godt og ondt. Og han fortæller om nogle af de sms’er, han ikke har fremlagt i bogen. F.eks. om dengang Løkke og han væddede om, hvem der mon blev den næste, som forlod Moderaterne.