Søren Pinds farvel til en ven. Og et af Danmarks største politiske talenter

»A ska’ en bedre sted hen.«

Peter talte kun bevidst jysk, når det enten var dyb alvor eller dyb morskab.

Den dag var det alvoren.

Livet var slut for ham. Kræften ville tage ham tredje gang. Og med ham døde et af de største uanerkendte politiske talenter i min generation.

Værre var, at det var en familiefar med to større og et mindre barn og en hustru, der sagde farvel.

På aftenen for meddelelsen om hans død strømmede de sociale medier over med tanker og hilsner fra hans ligemænd og kampfæller. Fra hele det politiske spektrum til de ældste, mest garvede journalister kom det til udtryk, som så få opnår. Respekt. Sorg. Som tavsheden i forsamlingen, når man fylder rummet. Den tavshed, der kun opstår, når sandheden er til stede.

Peter var ikke født til politik. Men to begivenheder formede hans liv, så han blev anderledes.

Som blot 17-årig fik han konstateret kræft – hans overlevelseschancer var små. 10 procent sagde lægerne til ham. Men han kæmpede sig igennem. Overvandt det. Og blev vakt.

Hans mors døde alt for tidligt, da han blot var 23. Han talte kun sjældent om det. Men det er ikke tilfældigt, at hans kristne tro medførte et håb om at se netop hende igen. Hun havde meddelt ham, at han altid skulle opføre sig ordentligt og huske, hvor han kom fra. Hvorpå hun døde. Han overvandt aldrig den formaning. Den fulgte ham gennem livet. Og han stræbte efter at leve op til det, hans mor havde bedt ham om. Så enkelt kan nogle ting nogle gange være. For nogle vil det forekomme banalt – for Peter og for dem, der kendte ham, var det selve livets indhold. En ballast og en byrde, han bar.

Efter sygdomsforløbet gik han ind i politik, og valget faldt på Uffe Ellemanns Venstre. Han havde fulgt med fra sygesengen, og pludselig ændrede diskussionerne hjemme karakter. Snart blev han aktiv VU’er, siden landsformand og siden folketingsmand. Han ville mere end blot det almindelige liv, der førhen havde syntes ham nok.

En af de få

Det er måske for den menige vælger vanskeligt at forstå. Men på Christiansborg findes der blandt en lang række forskellige valgte nogle få, der skiller sig ud. De rigtige. Dem, man kan regne med. Det er ikke altid dem, der trækker de fleste stemmer. Eller har mest kameratid. Men det er dem, kollegerne regner med. Og når netop de siger noget, så står det til troende.

En aftale er en aftale. Et ord er et ord. Uden at det på nogen måde er en let vej derhen. Men alene det giver en enorm ro og respekt omkring dem. En sådan var Peter. Det var en skam, vælgerne ikke belønnede eller forstod det. Få sikrede vel indirekte deres vælgere mere, end netop han gjorde – livsform og overbevisning – men det var ikke noget, der kunne ses i medierne. Det var andre ting. Og derfor gik det, som det gik.

Sine dybere overbevisninger kunne han ikke gå på kompromis med. Han syntes, livet var livet værd, og politik var politik værd. Og det betød noget. Det var ikke ligegyldigt. Man kunne ikke sige A den ene dag og Å den næste. Der skulle være sammenhæng i tingene.

Det udløste også hans første større slagsmål, hvor han måtte vælge mellem sit ønske om at komme fremad og opad i dansk politik. Og det, han mente. Det slagsmål handlede om 10 liberale teser, som blandt andet han, jeg og Leif Mikkelsen fik udarbejdet, og som dengang blev opfattet som en enorm provokation mod det hamskifte, Venstre foretog i 00’erne.

Det var liberale budskaber om mennesket først, maksimalt halvdelen i skat og frit valg i den offentlige sektor for det enkelte menneske. Der blev gjort kort proces. Og det kostede Peter Christensen en ministerplads under Fogh Rasmussen.

Muntert bemærkede han, at det til gengæld gav ham lejlighed til at bygge sit eget sommerhus på Bornholm, som han døbte ”Foghs minde”, med sine bare næver – man var jo ikke elektriker for ingenting. Men der lå mere vrede bag den munterhed, end han lod skinne igennem. Han kunne ikke være ligeglad. Og han kunne ikke lade som ingenting.

Politik betød noget for ham. Politisk blev Venstre aldrig det samme igen, og de politiske vanskeligheder, Venstre siden har måttet slås med, stammer fra dengang, hvor den liberale del af Venstre blev udskammet og forvist.

Det var på et hængende hår, at medlemskabet blev fastholdt, for der var tilbud om andre partidannelser, men et møde med hans politiske bagland i kredsen i Sønderjylland forvissede ham om, at han nu engang hørte til i Venstre. Det var de ”brune hænder” – de hænder, man kun alt for godt forbandt Venstre med dengang, brændt af sol og slid – der holdt ham fast.

»Vi hører til med dem, Søren.« Og det var sandt.

Der var dybder i ham, som man ikke så med det samme. Han vidste ting instinktivt og havde ret. Da Naser Khader første gang luftede, at man skulle indføre et burkaforbud, og Peter Christensen var blev politisk ordfører for Venstre, begyndte jeg straks at spekulere over den vanskelige position, Khader havde bragt Venstre i.

Hvad skulle et liberalt parti dog sige, og kunne man … Han ringede og sagde ud i det blå, at forslaget var grundlovsstridigt. Det havde den eksterne lektor i forfatningsret ikke tænkt på – men det havde elektrikeren fra Rødding. Der er få med det instinkt.

Han blev chefforhandler for Venstre og en uundværlig del af Løkkes hold. Når Løkke sendte PC, var det, fordi der skulle opnås et resultat. Og han kom altid hjem med et. Spørg blot Bjarne Corydon om den gensidige respekt, de to udviklede. Når Peter sagde noget, holdt det. Uden undtagelse.

Der var lagt op til, at han skulle være finansminister ved valget i 2015, men forskellen på indflydelsen på Christiansborg og vælgerne hjemme i kredsen var desværre et faktum. Hvad der dengang befordrede det valg – hvor DF blev det største borgerlige parti – er der mange versioner af. Men Peter opnåede ikke valg og valgte at forlade dansk politik.

Jeg tøver ikke med at skrive, at vælgerne her begik en enorm – og uretfærdig – fejl. Men det findes jo ikke i politik. Få måneder senere blev han kaldt ind som forsvarsminister efter Carl Holsts afgang – men da regeringen blev en koalitionsregering, krævede Hjort Frederiksen Forsvarsministeriet, og endnu en gang måtte PC forlade dansk politik. Denne gang for aldrig at vende tilbage.

Tiden blev brugt

Han fik en lille dreng og sin Josefine. Oven i de to børn han i forvejen havde fra sit tidligere ægteskab med Nanna. De var hans stolthed og glæde. Og det var en stor ting for ham, at familierne kunne omgås lydefrit og med glæde – der var hjerterum og plads til alle.

Da han for tredje gang fik kræft, gik han systematisk til værks. Alt skulle sikres, så tiden efter ham var sikker for hans lille familie. Det lykkedes han med. Og derfor var den sidste tid ikke pinsom eller plaget. Tiden blev brugt. Da jeg spurgte ham, hvad han ville, faldt svaret prompte: Jeg vil spise frokoster og snakke udenrigspolitik. Interessen forlod ham aldrig. Og enten til frokoster, til kaffe, i telefonen eller over sms talte vi om alt det, der foregik, og hvordan verden foran vores øjne forandrede sig. Alt det, vi troede var solidt, var i opbrud. Det var uforståeligt for ham.

Lørdag havde vi en udveksling om Niels Thulesen Dahls klumme, ”Trump og Finansministeriet”, og uden at det var nævnt, trak det op. Vores udveksling sluttede ”du er min ven”.

»Du er min ven.«

Siden blev telefonen ikke besvaret. Torsdag morgen døde han fredfyldt med hunden i sengen, sine børn og familie omkring sig. Hjemme. Som han havde ønsket det.

49 år. Men et fuldt liv. Fred være med dig, du gode, stærke, tapre ven. Du var det bedste, man kunne finde, i dansk folkestyre. Og fra den jyske muld.