Han er kendt som en træmand: Nu overrasker Troels Lund med erkendelse om store udfordringer
Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Socialdemokratiet styrer mod skrækvalg i landets fire største byer, Enhedslisten overlever skæbnesvangert årsmøde og Troels Lund Poulsen vækker opsigt med personlige erkendelser om et hårdt år.
Godeftermiddag, kære læser.
Du læser Jyllands-Postens nye politiske nyhedsbrev: Politisk overblik. Det udsendes alle hverdage kl. 15:30 direkte fra Christiansborg.
Du kan kvit og frit skrive dig op til at modtage nyhedsbrevet lige her.
Kommunalvalget i 2021 var en hård omgang for Socialdemokratiet.
Nu viser en ny måling, at partiet har direkte kurs mod et historisk skrækresultat i landets fire største byer til næste års kommunalvalg.
Det - og meget mere - kan du læse mere om lige under indholdsfortegnelsen.
- Dagens vigtigste historie: Socialdemokratiet styrer mod skrækvalg i landets fire største byer
- Det bør du også vide: Enhedslisten overlever skæbnesvangert årsmøde
- Redaktionen holder øje med: Troels Lund Poulsens trivsel
1. Socialdemokratiet styrer mod skrækvalg i landets fire største byer
Socialdemokratiet styrer lige nu mod partiets værste resultat ved et kommunalvalg nogensinde.
Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen, som har fået valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet til at foretage en vælgermåling.
»Socialdemokratiet står lige nu til at møde en kraftig landspolitisk modvind, som er stærkere end ved tidligere kommunalvalg,« lyder forskerens konklusion:
»Det vil ramme både i de fire største kommuner og Socialdemokratiet på landsplan. Partiet har dermed kurs mod den laveste vælgerandel hidtil ved et kommunalvalg.«
Hvis forskerens prognose holder stik, får Socialdemokratiet sværere ved at beholde partiets borgmesterposter i både Aarhus, Aalborg, Odense og København som med få undtagelser har haft socialdemokratiske borgmestre i godt 100 år.
Men om Socialdemokratiet kan beholde borgmesterkæderne, kommer selvfølgelig alt sammen an på, hvordan man konstituerer sig i kommunerne efter valget, siger Kasper Møller Hansen til mig:
»Men det bliver i hvert fald ikke lettere for dem, fordi de står til at få et dårligt resultat.«
I Aarhus står Socialdemokratiet ifølge målingen til at få 25 pct. af stemmerne, hvilket er fire procentpoint færre ift. sidste valg.
I Aarhus sætter Socialdemokratiet dets lid til, at den kun 32-årige Anders Winnerskjold kan vende partiets nedgang til næste års kommunalvalg.
Winnerskjold har været borgmester i Aarhus Kommune siden november, hvor hans partifælle Jacob Bundsgaard opgav borgmesterkæden efter 13 år på posten.
I Aalborg Kommune satser Socialdemokratiet ligeledes på en yngre mand i kampen om borgmesterposten.
Det er den 38-årige Lasse Frimand Jensen, der ligesom Winnerskjold allerede er borgmester i sin kommune. Han overtog posten sidste år fra sin partifælle Thomas Kastrup-Larsen.
I Aalborg, som vel at mærke er statsministerens hjemby, står Socialdemokratiet ifølge Mandag Morgens måling til at få 34 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på tre procentpoint ift. sidste valg.
Med det resultat vil Socialdemokratiet stadig blive det største partiet i kommunen. Men resultatet ligger langt fra fortidens storhed. Ved kommunalvalget i 2021 gik Socialdemokratiet således hele 12 procentpoint tilbage i Aalborg Kommune ift. valget i 2017.
2. Enhedslisten overlever skæbnesvangert årsmøde
I weekenden løb Enhedslistens ekstraordinære årsmøde af stablen i hovedstadens Hafnia Hallen.
Trods der forud for mødet blev spået om et forestående partikollaps, må Enhedslistens ledelse siges at være gået fra Hafnia Hallen i sejr.
Årsmødet var indkaldt pga. længere tids intern konflikt i EL, som hovedsageligt drejede sig om den interne partifraktion Rødt Venstre.
Medlemmer af Rødt Venstre har offentligt modsat sig EL’s linje ved bl.a. at nægte at kalde Hamas’ angreb på Israel i oktober 2023 for et terrorangreb.
I Hafnia Hallen kulminerede denne længerevarende partikonflikt ved, at et stort flertal af Enhedslistens delegerede bl.a. vedtog en politisk udtalelse, hvori Rødt Venstre blev stemplet som »partiskadelige«.
Og makker Rødt Venstre eller andre genstridige partimedlemmer fortsat ikke ret, er det nu også betydeligt lettere for Enhedslistens hovedbestyrelse at ekskludere dem.
Enhedslistens delegerede vedtog nemlig, at partiets hovedbestyrelse for fremtiden kan ekskludere medlemmer med 2/3 flertal i hovedbestyrelsen i stedet for de nuværende 5/6.
»Det er kraftedeme langt ude, at der holdes et årsmøde, bare fordi vi i Rødt Venstre skal smides ud,« lød reaktionen fra Rødt Venstre-talspersonen Sejer Folke til årsmødet.
Men trods de lempede eksklusionsregler og stemplingen af Rødt Venstre som »partiskadelig«, er der ingen partiudrensning i vente, lovede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted.
»Det er en trukket streg i sandet, som betyder, at der ikke er nogen, der vil blive vist døren for ting, de har sagt i går eller i forgårs eller på dagens møde,« sagde han i følge Ritzau efter årsmødet.
3. Troels Lund Poulsens trivsel
Inden jeg slipper dig, skal du vide, hvad vi holder øje med på redaktionen.
I dag er det forsvarsminister Troels Lund Poulsens trivsel som formand for Venstre.
I Venstres nyhedsbrev fremgik i går en længere tekst fra Troels Lund, hvor han gik i dybden med det år, han nu har siddet på formandsposten i partiet.
En post, som han aldrig havde troet, han skulle bestride.
»Det har været en stor omvæltning, og jeg skal også ærligt indrømme, at det ikke har været nemt. Til tider har jeg været usikker på, om jeg kunne udfylde rollen,« skriver Troels Lund.
Troels Lund uddyber, at året har været »fyldt med hårde bjergetaper,« og der gerne måtte »have været lidt flere flade etaper undervejs,« men at han nu er »ved at vænne« sig til rollen - ikke mindst pga. samarbejdet med Venstres næstformand, Stephanie Lohse.
Jeg ringede til Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, for at høre, om Venstres vælgere bør være bekymrede for deres formand efter hans nye udtalelser.
Ordføreren griner i røret.
»Nej, det skal de ikke. Jeg er i hvert fald ikke bekymret for ham,« svarer ordføreren, der betegner Troels Lund som en »hård hund«.
Ikke desto mindre siger ordføreren, at Troels Lunds første år på formandsposten har været en »ilddåb«.
Jan E. nævner selv Venstres beslutning om at gå i regering med ærkefjenderne i Socialdemokratiet og Forsvarsministeriet, »hvor den ene møgsag efter den anden er væltet frem,« som store udfordringer.
Jeg spørger derfor, om Venstre har gjort noget for at passe på deres formand.
»Øh, det ved jeg sgu ikke,« svarer en grinende Jan E. Jørgensen.
Han forklarer, at Venstre ikke er et parti, som »sætter sig ned i rundkreds og drikker te,« men at de »knokler på«, »er i arbejdstøjet,« og at stemningen i partiet altså er bedre, end den har været længe.
Det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Læs med i alle hverdage, hvor jeg udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.
Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.
Med venlig hilsen
Kristian Stoffer Nielsen