Partier truer nu regeringen med en metode, der kan få våbensagen op i den helt store skala
Liberal Alliance foreslår en såkaldt forundersøgelse af Elbit-forløbet. Det kan føre til en granskningskommission rettet mod regeringen og Forsvaret. Det sker blandt andet efter nye JP-afsløringer.
Sagen om Danmarks kontroversielle køb af våbensystemer fra den israelske producent Elbit risikerer nu at eskalere yderligere.
Bl.a. efter nye afsløringer i Jyllands-Posten.
En lang række af Folketingets partier er så utilfredse, at de truer med at få Folketingets Granskningsudvalg til at gennemføre en såkaldt forundersøgelse af sagen.
Det er første trin i et forløb, der kan føre til en egentlig granskningskommission, hvor ministre samt højtstående officerer og embedsmænd formodentlig vil skulle afgive forklaring. Og hvor pressen dag efter dag vil berette om nye detaljer. Det så man for to-tre år siden med Minkkommissionen.