Fortsæt til indhold
Politik

Messerschmidt er blevet sigtet for racisme. Nu forklarer professor, hvordan han – måske – kan undgå at blive dømt

En kampagne, der sidestiller et multietnisk samfund med massevoldtægter, utryghed og grov vold, har fået politiet til at sigte Dansk Folkepartis formand for racisme. Ifølge en juraprofessor har politikeren dog et godt argument, hvis sagen ender i retten.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er blevet sigtet for at bryde racismeparagraffen.

En forbrydelse, der i værste fald kan give fængsel.

Men Messerschmidt har et godt argument, som han kan bruge til at blive frikendt i en eventuel retssag, forklarer juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet.

Det er samtidig en vigtig juridisk tommelfingerregel for folk, der er i tvivl om, hvad man egentlig kan ytre i det offentlige rum uden at risikere en racismedom.