Fortsæt til indhold
Politik

Mette Frederiksen lukkede munden på oppositionen i spørgsmål om pension

Pension blev det helt store emne under Folketingets åbningsdebat. Mette Frederiksen (S) endte med at takke oppositionen for at sætte fokus på Socialdemokratisk mærkesag. Men også boykot og forvist grønlandsk MF'er endte som store temaer.

Det sluttede samme sted, som det startede.

Efter 14 lange timer i folketingssalen, hvor den helt varme kartoffel i dansk politik – danskernes pensionsalder – var blevet vendt og drejet og kikkertundersøgt, endte Mette Frederiksen (S) åbningsdebatten med i sin tale at slå fast:

Hun ville ikke rykke sig.

Og det så ud til at virke på oppositionen, der mistede alt kampgejst i de opfølgende spørgsmål til statsministeren.

»Tusind tak for at gøre det til det primære tema i dag. For en socialdemokrat er der faktisk ikke noget bedre end at få lov til at tale om noget af det vigtigste,« sagde Mette Frederiksen til oppositionen med henvisning til pensionsdebatten.

Der var stort set heller ikke gået en taler op på talerstolen i løbet af dagen, som ikke havde forholdt sig til danskernes pensionsalder.

To andre emner fyldte også i løbet af dagen: regeringens boykot af Morten Messerschmidt (DF), og det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), der blev sendt ned fra Folketingets talerstol efter grønlandsk tale.

Det første nævnte Mette Frederiksen ikke med et ord, og sidstnævnte ville hun ikke blande sig i.

Hvornår skal rørt brik flyttes?

Det var en samlet opposition – endda plus løsgængere – der var mødt op med krav til regeringen om, at forhandlingerne af pensionsalderen skulle påbegyndes inden udgangen af 2025.

»Det er således både samtlige partier uden for regeringen og to ud af tre regeringspartier, der ikke mener, at danskerne kan være tjent med fornyet usikkerhed om, hvad der skal gælde for tilbagetrækning og pension i fremtiden,« sagde Inger Støjberg (DD) under sin tale i Folketinget.

»I dag har vi alle sammen igen prioriteret en debat om de ældre i Danmark og deres pension. Det er det valgtema, som Socialdemokratiet igen ønsker at gå til valg på,« sagde Martin Lidegaard (R), der hellere ville snakke om den yngre generation.

Pia Olsen Dyhr (SF) afkrævede politisk ordfører for Moderaterne Monika Rubin svar på, om hun var enig med sin formand i, at »rørt brik skal rykkes«, og at pensionsalderen derfor skulle afgøres inden den planlagte afstemning i 2025.

Når nu Mette Frederiksen havde startet debatten.

»Ja, i den ideelle verden vil vi jo rigtigt gerne have svar på det her hurtigst muligt,« svarede Monika Rubin.

Mellem linjerne måtte man forstå, at dansk politik ikke var den »ideelle verden«. I hvert fald ikke for Moderaterne.

Frederiksen kaldte Løkke et skaktårn

Skakmetaforen blev straks grebet af Mette Frederiksen i sin tale. Hun startede med at sammenligne de forskellige partier med forskellige skakbrikker. Efter bønderne kom tårnet.

»En anden brik med særlig egenskaber i skak, det må være tårnet. Til trods for navnet, så er tårnet i skak faktisk ikke særligt højt, på den måde minder det jo lidt om Lars Løkke Rasmussen (M). Og både i skak og i politik er tårnet oftest med i slutspillet,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

»Og det er jo sådan set en meget nyttig brik, når man skal forsvare kongen eller dronningen eller sætte modstanderen skakmat. Men det er også en god idé at se sig en lille smule for, fordi tårnet kan både gå frem og tilbage og fra side til side.«

Statsministeren gjorde også opmærksom på, at tårnet altid stod »på spring efter at overtage kongens plads«. Den store skakmetafor var måske udtryk for Mette Frederiksens irritation over, at Lars Løkke tidligere har insisteret på, at pensionsdebatten skal tages med det samme. I hvert fald forsatte hun lige efter med pensionsdebatten.

Her havde hun en dyb undren over, at oppositionen mente, at danskerne skulle være utrygge ved diskussionen med reference til Signe Munks (SF) tale.

»Jeg tror sådan set ikke, at danskerne er utrygge ved den her diskussion. Tværtimod så tror jeg, at for de fleste danskere er det ret indlysende, at vi også i Folketinget indser, at alle ikke bare kan blive ved med at arbejde i en uendelighed,« sagde Mette Frederiksen.

Hun ville i talen ikke blive konkret på, hvornår danskerne kunne forvente nyt om deres pension.

»Og jeg vil under alle omstændigheder appellere til, at vi går lidt mere grundigt til værks, end det der er blevet italesat i dag – en, to, tre – så kan vi lige justere i velfærdsaftalen,« sagde Mette Frederiksen sarkastisk.

Mette Frederiksens tale virkede som tidligere nævnt til at afskrække oppositionens partier fra at komme med opfølgende spørgsmål om pensionsalderen. Ikke engang Pia Olsen Dyhr kunne svinge sig op til et reelt spørgsmål om pension.

Enkelte kom dog ind på pensionsalderen, men slet ikke i samme omfang som det politiske emne havde haft i løbet af dagen.

Boykot af Messerschmidt

Selvom pensionsspørgsmålet fyldte hele dagen, var det først, da Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, gik på talerstolen, at der opstod uoverkommelige uenigheder.

Han tordnede i sin tale mod Lars Løkke Rasmussen og kaldte ham en skorpion, der stikker, fordi det ligger i skorpionens natur – hvorefter Morten Messerschmidt oprullede samtlige skandalesager, han kunne komme på i relation til Lars Løkke.

Det tog hele talen.

Du kan se et udklip fra Messerschmidts tale herunder:

Video: Folketinget

Og det fik den samlede regering til at boykotte Morten Messerschmidt. De nægtede at stille opfølgende spørgsmål til hans tale.

Christian Rabjerg Madsen (S) sagde til Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet ikke havde »lyst til at tage debatten på de vilkår«.

Fra Venstre lød det, at dansk politik ville blive reduceret til amerikanske forhold, hvor politikerne bare sviner hinanden til:

»Så kunne Moderaterne også tale om dengang, Morten Messerschmidt heilede i grøften, og da han fik en racismedom,« sagde Jan E. Jørgensen (V) til Jyllands-Posten om episoden med Morten Messerschmidt, der i 2007 heilede i sjov eller for at håne Hitler, som retten senere har slået fast.

Der var i alt kun tre partier, der stillede opfølgende spørgsmål til Morten Messerschmidt. Det var folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Mette Frederiksen nævnte ikke Morten Messerschmidts tale med et eneste ord i sin afsluttende tale i Folketinget.

Forvist fra talerstolen

Det var dog ikke kun Morten Messerschmidt, der skabte stor debat med sin tale uden for folketingssalen. Det gjorde det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam også.

Hun ville holde sin tale på grønlandsk. Vel og mærke uden at oversætte den til dansk bagefter. Det fik Folketingets formand til at meddele dagen inden åbningsdebatten, at hun så ikke ville få lov til at svare på opfølgende spørgsmål efter talen.

Den grønlandske landsstyreformand, Múte B. Egede, truede i løbet af dagen til gengæld med en grundlovsændring, hvis ikke Aki-Matilda Høegh-Dam fik lov »til at tale grønlandsk i det danske folketing«.

Lige lidt hjalp det dog.

Aki-Matilda Høegh-Dam blev sendt ned fra talerstolen af Søren Gade (V) efter sin grønlandske tale uden mulighed for opfølgende spørgsmål.

Det skete, selvom hun inden talen havde delt sin tale ud skriftligt til folketingsmedlemmerne, hvor den var oversat til dansk.

Mette Frederiksen sendte en direkte tak til de fire nordatlantiske mandater i sin egen tale. De var alle med til at »forandre vores rigsfællesskab«.

Hun ville dog ikke blande sig i beslutningen om ikke at lade Aki-Matilda Høegh-Dam svare på spørgsmål på talerstolen. Det var Folketingets ledelse, der bestemte i den type sager, lød det.

Aki-Matilda Høegh-Dam var selv ude at kommentere på sagen efter sin tale:

»Det er meget principielt, at man som Folketingets Præsidium skal være med til at sikre, at alle Folketingets medlemmer bliver behandlet lige og har lige arbejdsvilkår. Der sker en skævvridning nu,« sagde Aki-Matilda Høegh-Dam bagefter til Ritzau.