Vild plan vil plastre Jylland til med solceller: Nu taler kritiker om afvikling og usælgelige huse
Naboer frygter dem, en førende ekspert tvivler på behovet, og landdistrikterne advarer om usælgelige huse og afvikling. Alligevel skal Danmark ifølge regeringen have 26 nye energiparker, hvoraf størstedelen skal huse solceller. Nu viser en gennemgang, at langt de fleste skal ligge i Jylland.
Hvilke konsekvenser har det for borgerne i en landsby, at deres huse bliver omringet af en solcellepark? Det har journalist Anders Redder undersøgt i den sønderjyske landsby Perbøl. Lyt nedenfor.
Ambitionen er grøn, men for store dele af Jylland er udsigten kulsort.
Regeringen har foreløbig udpeget 26 arealer i Danmark, som skal blive til statslige energiparker fulde af solceller og vindmøller.
Det sker som et led i målet om at firedoble produktion af vedvarende energi på land frem mod 2030.
Jyllands-Posten har gennemgået de 26 konkrete placeringer, og geografien taler sit tydelige sprog.