Fortsæt til indhold
Politik

I en sønderjysk landsby får de gråd i stemmen eller føler sig som lottovindere. Årsagen er de solceller, som står til at omringe deres hjem

I forvejen huser Sønderjylland en pæn portion af Danmarks solceller. Så gik regeringen videre med planen om at lægge en kæmpe solcellepark rundt om den lille landsby Perbøl. Nu er ingenting som før – naboskabet slår sprækker, jordpriserne stiger, og mens nogle begræder udviklingen, ser andre det som alletiders mulighed.

Hvilke konsekvenser har det for borgerne i en landsby, at deres huse bliver omringet af en solcellepark? Det har journalist Anders Redder undersøgt i den sønderjyske landsby Perbøl. Lyt nedenfor.

For de fleste vil Perbøl være et af den slags steder, man på en køretur gennem Danmark ikke når at ænse, før man er ude igen.

En samling af huse og gamle gårde i et fladt sønderjysk landskab omkranset af åbne majs- og græsmarker med et par gylletanke hist og her og et busstoppested i midten, hvor landsbyens børn om morgenen bliver hentet af skolebussen.

En lille plet på landkortet i en egn af Danmark, der sjældent trækker store overskrifter.

For andre er Perbøl et hjem.

Et hjem under hastig forandring.