Fortsæt til indhold
Politik

EU-glade Radikale kan miste begge mandater: Valget bliver tæt

Alle stemmer tæller ved EP-valget, siger radikal leder, som håber, at der vipper et mandat i partiets retning.

/ritzau/

- Det eneste, der er helt sikkert, er, at det her bliver meget tæt.

Sådan lyder det fra De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, søndag eftermiddag.

Han har netop afgivet sin stemme til europarlamentsvalget ved Energicenter Voldparken i Husum i København.

Ved seneste EP-valg i 2019 fik partiet to mandater.

Men den seneste tids meningsmålinger har vist, at det er usikkert, om det EU-begejstrede parti opnår bare ét mandat til søndagens valg.

Martin Lidegaards fornemmelse er, at ”bevægelsen er gået vores vej de seneste dage”.

- Hvis man vil have det mest proeuropæiske og grønne parti til Bruxelles, så vil jeg stærkt opfordre til at stemme på os, siger han.

Det vil komme bag på ham, hvis partiet ikke får mindst én af de 15 danske pladser i parlamentet.

Partiet er især i en tæt kamp med Moderaterne, som De Radikale er i valgforbund med, om et mandat.

- Det kan også gå sådan, at vi begge to får det (et mandat, red.), hvis vi får det fjerde mandat hjem i valgforbundet, siger Lidegaard, der ikke er nervøs, men spændt.

Man skal se bort fra Moderaterne og stemme på De Radikale, fordi sidstnævnte er ”en tand grønnere”, lyder det.

- Mange danskere er måske ikke lige så proeuropæiske som os, men vi er det ikke på en jubelagtig måde. Vi har nogle udfordringer, vi ikke kan løse alene, siger Lidegaard og nævner klima, migration og sikkerhed.

- Man burde kunne se sig selv i os, selv om man ikke er jubeleuropæer, tilføjer han.

Spidskandidat Sigrid Friis er til daglig politisk energikonsulent. Hun er ifølge Lidegaard den mest kompetente grønne kandidat til valget.

Det tidligere medlem af Folketinget Anne Sophie Callesen er nummer to på partiets liste. Phillip Tarning-Andersen er tredje kandidat.

I EU-Parlamentet sidder De Radikale i gruppen Renew, som består af socialliberale og liberale politikere. Inden valget var det den tredje største gruppe. Også Moderaterne og Venstre er en del af denne gruppe.

De Radikale har grøn energiomstilling som en af sine mærkesager. Partiet vil blandt andet skabe en energiunion, hvor grøn energi kan løbe på tværs af EU. Her er tanken, at EU kan blive uafhængig af russisk olie og gas.

Derudover vil partiet lave en reform af EU’s landbrugsstøtte, så landbruget fremover skal betale for forurening og udledninger, der skader klima og miljø.

Til valget stiller 169 kandidat op fordelt på 11 partier. De dyster dermed om de 15 pladser, som Danmark får i EU de næste fem år.