Økologisk landmand på Gram Slot støtter klimaafgift trods millionomkostninger
Mens nogle landmænd protesterer og truer med traktordemonstrationer, afviser ejeren af Gram Slot de dystre prognoser, en CO₂-afgift vil medføre. Han ser i stedet afgiften som en kilde til, at Danmark kan indtage en særlig position.
Imens nogle landmænd truer med traktordemonstrationer, tager til CO2-rallyer og sender indirekte dødstrusler mod bagmanden til CO2-afgiften, er der en noget anden stemning på en mark i Sønderjylland.
Svend og Sanne Brodersen købte i 2007 Gram Slot – Danmarks største, økologiske landbrug.
De hilser en CO2-afgift velkommen. Den kan nemlig ende med at styrke både dansk landbrug og klimaet, lyder det fra den sønderjyske slotsejer Svend Brodersen.
Han er positivt indstillet – også selvom afgiften kan komme til at koste ham op mod 15 mio. kr. årligt.