DF-kampagne på befrielsesdagen har vakt forargelse: »Respektløst og hovedløst«
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er blandt kritikerne af videoen, der sammenkobler EU-parlamentsvalget med den danske befrielse.
De grynede videoklip bliver suppleret af en skrattende stemme, der skal give mindelser om den historiske meddelelse om Danmarks befrielse, som endegyldigt blev sikret den 5. maj 1945.
»I dette øjeblik meddeles det, at Mette Frederiksen har oplyst, at de danske politikere i Strasbourg, i Bruxelles og i Danmark har overgivet sig til den Europæiske Union,« lyder det i videoen.
Stemmen tilhører Anders Vistisen, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti ved det kommende EU-parlamentsvalg, og videoen er blevet lagt ud af hans parti på de sociale medier i anledningen af dagen, hvor Danmark endegyldigt blev befriet for den tyske besættelsesmagt.
Mens nogle brugere kaldte videoen for humoristisk, opstod der hurtigt kritik fra bl.a. Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
»Ahh. Det er altså en ommer. Befrielsesdagen handler om befrielsen fra nazisterne. Forstår ikke, at I forsøger at kuppe denne dag på sådan en facon,« skrev ministeren på det sociale medie X.
Samtidig lagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) et opslag ud på X, hvor han kalder det »respektløst, historieløst, hovedløst.«
Det bliver bakket op af Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors i Danmark, der skriver, at »jeg har det stramt med denne udnyttelse af frihedskampen, hvor alt for mange mistede deres liv i kampen for det, de havde kært. Men måske er jeg bare for fintfølende?«
Kritikken preller imidlertid af på Anders Vistisen.
»Hvis man ikke kan se, at det er en video, der er lavet med glimt i øjet for at sætte fokus på vigtigt emne – nemlig Danmarks selvbestemmelse - så har man det svært med humor. Jeg synes, det ligger fint i tråd med befrielsesdagen at sætte fokus på, at vi ikke skal blive regeret af kræfter udefra,« siger han.
Han mener heller ikke, at Dansk Folkeparti laver en direkte sammenligning mellem Danmarks kamp mod nazisterne og forholdet til EU.
»Der er jo ikke nogen, der ædrueligt kan mene, at EU og Nazi-Tyskland er det samme. Vi har bare lavet en video med et glimt i øjet for starte en debat om, hvordan vi bevarer Danmarks selvbestemmelse,« siger spidskandidaten.
Der er valg til EU-parlamentet den 9. juni.