Fortsæt til indhold
Politik

Disse tre prøver vil afgøre, hvordan kong Frederik X klarer sin opgave

Når kronprins Frederik søndag overtager et af rigets allersværeste jobs, vil han blive udsat for tre svære prøver. De vil afgøre, om han bliver i stand til at løfte opgaven fra sin mor.

Søndag overtager kronprins Frederik et af verdens mærkeligste jobs.

Når hans mor sætter sin sidste underskrift som regerende dronning på sin abdikationserklæring, forvandles kronprinsen til kong Frederik X og Danmarks monark.

Han arver et mystisk og ophøjet embede med rødder mere end 1.000 år tilbage i historiens tåger, lige midt i et demokratisk, ligestillet og moderne land i det 21. århundrede.

Kravene til en moderne monark er store. Og de bliver ikke mindre af, at Frederik skal overtage stafetten efter ikke mindre end 52 år med en af danmarkshistoriens dygtigste og mest populære monarker.

I de gamle eventyr skal fortællingens helt ofte bestå tre svære prøver, før det ender lykkeligt, og han arver både prinsesse og kongerige. Sådanne tre prøver har Danmarks nye konge på en måde også – mindst!