Mia Wagner stopper som minister
Sygemeldte Mia Wagner forlader regeringen af helbredsmæssige årsager, oplyser Statsministeriet. Fyret minister gør comeback.
Den sygemeldte digitaliserings- og ligestillingsminister Mia Wagner (V) forlader regeringen af helbredsmæssige årsager.
I stedet gør Venstres Marie Bjerre lyncomeback på ministerholdet, da hun vender tilbage som digitaliseringsminister og minister for ligestilling.
Forretningskvinden Mia Wagner nåede kun at være minister i otte dage, før hun måtte sygemelde sig efter at være faldet om i sit hjem med et alvorligt ildebefindende. Hun har efterfølgende fortalt, at hun for fem år siden fik diagnosticeret to hjertelidelser og indopereret en pacemaker.
På Instagram skriver Mia Wagner, at hun nu har måttet lytte til sin krop:
»Min krop og vilje deler åbenbart ikke livsdrøm. Jeg har derfor meddelt Troels Lund, at jeg ønsker at stoppe som minister, for jeg er nødt til at lytte til min krop og tage hensyn til mit helbred.«
Hun tilføjer, at hun trods chokket fra ildebefindendet er ved godt mod og håber, at yderligere undersøgelser kan give hende nogle svar.
»Jeg ved ikke, hvornår jeg er klar igen. Jeg synes, hverken regeringen, Venstre eller jeg selv er i en sund position med en ministerstol uden minister på ubestemt tid.«
Troels Lund er ked af det
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er »utrolig ked af«, at Mia Wagner ikke kan fortsætte.
»Det var ikke en situation, jeg havde ønsket. Jeg er ked af det,« siger han på et kort pressemøde på Christiansborg.
Han har dog fuld forståelse for Mia Wagners valg, understreger han:
»Det er nu engang sådan, at ens helbred altid står over politik.«
Midt i tristessen er Venstre-formanden glad for, at 37-årige Marie Bjerre har sagt ja til at genindtræde i regeringen. Da hun blev fyret som minister for bare to uger siden, lagde hun ikke skjul på, at hun var skuffet og ked af det. Nu glæder hun sig enormt over at være tilbage på holdet, selvom genudnævnelsen sker på en trist baggrund.
»Som alle ved, brænder jeg enormt meget for digitaliserings- og ligestillingsområdet,« siger Bjerre og ønsker Mia Wagner alt det bedste fremover.
DI: Godt med erfaren minister
Hos Dansk Industri, DI, vækker det glæde, at den nye digitaliseringsminister allerede kender området indgående:
»Marie Bjerre fik sat pælene til en digital fremtid med den nye digitaliseringsstrategi, og nu får hun muligheden for at løbe det projekt i mål. Det ser vi frem til, og vi er klar til at hjælpe med at få det til at lykkes,« siger Camilla Ley Valentin, branchedirektør i DI Digital, i en kommentar.
Torsdag formiddag bliver Marie Bjerre præsenteret for Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte på Amalienborg sammen med statsminister Mette Frederiksen (S).
På grund af Mia Wagners helbredsmæssige situation bliver der ikke gennemført afskedsaudiens eller ministeroverdragelse i ministeriet, oplyser Statsministeriet. 45-årige Mia Wagner sad ikke i Folketinget, da hun blev minister, så hun er nu helt ude af politik.
Forstå de vigtigste og mest interessante aktuelle dagsordener i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med alle hverdage fra kl. 04.30 hos Apple, Spotify eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan finde de seneste episoder i playlisten herunder.