Denne rapport er afgørende for den grønne omstilling – og et kæmpe slagsmål i dansk politik: Nu er den udskudt
Den ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til en CO2-afgift for landbruget, er igen forsinket. Regeringen havde ellers lovet, at den ville udkomme med sin rapport dette efterår. SF er bekymret, og nu kommer Klimarådet med en klar opfordring til regeringen.
Klimarådet mener, at den »bør være flagskibet i den danske klimaindsats«.
Den udgør et af de helt store stridspunkter i dansk politik.
Det bliver svært at nå målsætningen om at reducere Danmarks udledninger af CO2 med 70 pct. i 2030 uden den, og samtidig er den afgørende for, hvordan dansk landbrug i fremtiden ser ud.
CO2-afgiften på landbruget er med andre ord et uomgængeligt emne for alle, der interesserer sig for den grønne omstilling.
Men nu bliver den udskudt.
Ekspertgruppen – det såkaldte Svarer-udvalg – som regeringen har nedsat for at komme med et bud på, hvordan Danmark som et af de første lande i verden kan lave en CO2-afgift, er blevet markant forsinket.
Det oplyser Michael Svarer til Jyllands-Posten.
Rapporten skulle være udkommet ultimo efterår 2023 – altså omtrent nu.
Men den er forsinket frem til første uge i februar 2024.
»At få lavet en CO2-afgift for landbruget er en af de vigtigste beslutninger, der skal træffes på klimaets og miljøets vegne. En udsættelse betyder, at vi kommer senere i gang. Og det har klimaet ikke gavnet af. Det bekymrer mig,« siger Signe Munk, klimaordfører i SF.
Igen igen
Svarer-udvalget skulle oprindeligt være udkommet med sin CO2-rapport for landbruget i efteråret 2022.
Altså for et helt år siden.
Men folketingsvalget og regeringsdannelsen udskød rapporten.
I februar kom en ny deadline. Her meddelte regeringen, at ekspertgruppen »senest til efteråret« ville være færdig.
»Vi skal i mål med vores meget ambitiøse klimamål og dermed indfri 70 pct. reduktion i 2030. Derfor ser jeg meget frem til at læse ekspertgruppens afrapportering, så vi kan tage de sidste skridt mod en mere ensartet CO2-afgift,« sagde skatteminister Jeppe Bruus (S) i den anledning.
Men nu er rapporten altså igen forsinket.
Har splittet Venstre
Særligt Venstre har været martret af intern konflikt på grund af CO2-afgiften på landbruget.
Som en af sine sidste gerninger som formand bebudede Jakob Ellemann-Jensen til trepartsforhandlinger om CO2-afgiften, når Svarer-udvalget var færdigt.
Det blev kritiseret for at være en syltekrukke.
»Mit blodtryk går amok. Det er ikke i orden, at ikke bare landbruget men hele fødevarebranchen skal sidde på pinebænken«, sagde Mona Juul, klimaordfører i De Konservative, til Politiken.
Alligevel har den nye Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, holdt fast i idéen.
Den nye forsinkelse bør ifølge SF få regeringen til at droppe sin trepart:
»Uret tikker. Det bliver nogle enormt intense og svære politiske forhandlinger. Regeringen har smidt en halvleg ind med en grøn trepart, som jeg ikke kan se, hvad skal levere. Når arbejdet nu bliver forsinket, er tiden altså nået til, at regeringen fjerner sin grønne rundkreds,« siger Signe Munk.
Klimarådet med klar opfordring
Forsinkelsen vækker også opsigt hos Klimarådet, et uafhængigt ekspertorgan, der skal vejlede regeringen om den grønne omstilling.
Nyheden er ærgerlig på både klimaet og landbrugets vegne:
»Det haster med at få vedtaget en drivhusgasafgift på udledninger fra landbrugsproduktionen. Det haster, fordi vi skal nå vores klimamål både herhjemme og i EU, og det haster, fordi landbrugene har brug for klarhed om de fremtidige rammer. Jo senere vi får en afklaring, jo hurtigere skal landbruget omstille sig,« udtaler formand og økonom Peter Møllgaard i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.
Rådet kommer nu med en opfordring til regeringen: overvej kraftigt at droppe treparten.
»Med endnu en forsinkelse bliver det endnu vigtigere, at regeringen kommer med sit udspil så hurtigt som muligt efter rapporten fra udvalget,« udtaler Peter Møllgaard og fortsætter:
»Forsinkelsen bør give regeringen anledning til at genoverveje, om det er nødvendigt at gennemføre partsforhandlinger, inden den kommer med sit udspil. Det er tvivlsomt, om der kommer væsentlig ny information frem i partsforhandlingerne, der ikke allerede er meldt ud eller kan indhentes inden uge 6.«
Jyllands-Posten har bedt skatteminister Jeppe Bruus om en reaktion på den udsatte rapport.
I en skriftlig kommentar udtaler han:
»Jeg havde forventet, at ekspertgruppen var klar i efteråret 2023. Nu har den meddelt, at den først udkommer til februar. Det tager jeg til efterretning, selv om jeg havde foretrukket, at den var klar nu.«
Få dansk politik i ørerne med podcasten ”Under Gulvtæppet”, som hver uge tager temperaturen på de store dagsordener. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.